Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. E. Brandes: Efter Selskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fruen.
Ja, man maa vel tænke over, hvorledes sligt slutter af.
Ægteskabet ender med Døden, men Kærlighed! med hvad tror du ?
Herren.
Med Skuffelse, tænker jeg.
Fruen.
Og var det saa slemt! Hvis man havde følt den store Lykke
at leve fuldt ud af hele sit Væsen, sikker paa, at nu var det
Enebedste timedes, man kunde vente i dette stygge og snævre Liv!
— Men saadan Lidenskab føler næppe de tre, vi taler om.
Herren.
Aa nej, det er en mere civiliseret Lidenskab, én der lader
sig forene med høj L’hombre, mange Middage og talløse
Silkekjoler.
Fruen.
Altsaa Opløsningen?
Herren.
Den er ganske simpel. Frøknen bliver til sidst ked af
denne ensformige Trio, hun ser sig en skøn Dag i Spejlet:
hendes Ansigt er blevet stramt og skarpt. Hele hendes Person har
antaget en vis Gulbleghed, som er egen for unge Piger, der er
forelskede i gifte Mænd.
Fruen.
Har de en bestemt Kulør, saadanne?
Herren.
Ja. Naturen mærker viselig sine Skabninger, paa det at
Forskeren kan kende og skelne dem. Forresten har ethvert
Menneske sin Farve. For Eksempel, Fugner, han er klædebrun, hans
Kone tyrkeblaa. Min Svigermoder er skidengraa.
Fruen.
Maa jeg være fri!
Herren.
Det er en rent videnskabelig Undersøgelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
