Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. E. Brandes: Efter Selskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
os ganske artig ned i Jorden. Naar vi bag efter kommer op,
set-vi temmelig lerede og melerede ud.
Fruen.
Aa, jeg udtrykker mig vist daarligt. Men det er som var
der langt borte en Klokke, der ringede ganske svagt og kaldte
ganske sagte — og jeg vil just nu, jeg trænger til, at den skal
lyde fuldt og stærkt.
Herren (med et halvt Smil).
Jeg har nok følt det ringe for mine Øren, men det var
næppe samme Klokke.
Fruen.
Livet er dog græsselig ensformigt. Hver Dag klæde sig
paa, spise, gaa i Selskab, spasere paa disse rædsomme Gader,
møde disse ækle Mennnsker, tvinges ud i det halve Liv, de alle
vil udgive for et helt! Aa, jeg kan ikke mer. I Begyndelsen
da jeg blev gift, syntes jeg alting laa til Rette for mig. Der stod
alle Steder en Dør aaben for mig, som jeg smuttede igennem, og
der var overalt en Krog, hvor jeg kunde sidde lunt og godt og
nyde min egen Morskab. Teater, Concerter, Baller — altsammen
var expres tilberedt og rettet an for mig. Men nu, nej nu er det
ganske anderledes.
Herren.
Skønt det er ganske det samme.
Fruen.
Min Plads er der ikke mer. Jeg gaar ganske
spøgelseagtig hen og sætter mig; det vilde ikke undre mig, om en af de
levende drev mig bort igen. Hvad vedgaar det egentlig alt mig?
Jeg har jo ingen Interesse for det. Der er slet ingenting, der
fordrer min Nærværelse. Hvad har jeg som Dame at skaffe med
alt, hvad der virkelig strømmer igennem Livet?
Herren.
Du keder dig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
