Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Prof. Er. Nielsen: Luther og Rom i 1521
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kalde; derved vilde Martinus komme til at ligne sin Ordensfader
Augustinus, som jo har skrevet en Bog, der hedder
»Tilbagekaldelserne« (Retractationes). Der er ogsaa mange andre hellige
Fædre, som have faaet nogle Meninger domfældte; men Resten af
deres Skrifter gælder dog i Kirken. Hvis Luther havde sit
Eftermæle kært, saa vilde han ligne dem. Naar han blot tilintetgjorde
det, som stred mod Kirken, vilde Resten læses af alle, og det endog
med pavelig Billigelse. Man skal derfor give Kurfyrsten det Raad, at
Luther skal indespærres paa en eller anden Éorg, saa at han ikke
længer kan udsaa sin giftige Sæd. Kurfyrsten maa ikke sige, at
han er bange for Folket; ti Folket ser altid hen til Fyrsten og
følger hans Eksempel. Naar blot Kurfyrsten vilde bryde med Luther,
saa vilde dennes Mod synke; ti han har ligefrem i et Brev til
Rektoren i Erfurt, Crotus, gjort sig til af, at Kurfyrst Frederik og
hele dennes Hof var paa hans Side. Altsaa — Luthers Bøger
skulde brændes, han selv forvares paa et sikkert Sted, og fremfor
alt skal man hindre ham i at komme til Worms.
Men alle Aleanders Bestræbelser vare frugtesløse. »Sachseren«
og hans Venner krydsede tvært imod den pavelige Nuntius paa
ethvert Punkt. Denne mælder forfærdet til Rom, at der efter
Sigende i Kurfyrstens Slot findes et Maleri, paa hvilket man ser
Luther og Hutten bære en Kasse med to Bægre paa, og som har
Indskriften: Den sande Tros Ark. I Forgrunden skal Erasmus
være afbildet med en Lyre som Kong David, og efter Arken
følger Johan Hus, »der efter Luthers Sigende i den Bog, som
hermed følger, skal have været lige saa hellig som Eders Hellighed
selv«. Og til Aleanders Harme blev det vedtaget at kalde Luther
til Worms. Han maatte endog sluge den bitre Pille, at Karl V i
det Brev, i hvilket han stævnede Luther, kaldte ham »kære,
fromme, hæderlige«, og han giver sin Forargelse Luft i et Brev
til Rom, i hvilket han klager over, at der ligefrem er sendt »en
Herold« efter Luther. Han er i høj Grad spændt paa »denne
Antikrists« Komme, men irøster sig med, at Kejseren kort før
Heroldens Afrejse har sagt Kurfyrst Frederik »et og andet, som
stemmede med Roms Ønsker«. Om denne Martinus blev der, da
hans Stævning var vedtagen, pludselig en dyb Tavshed, som om
han aldrig havde været til, medens der før ikke gik en Time eller
et Minut, uden at man baade offentlig og privat talte om ham.
Aleander ønsker, at det maa blive saaledes ved og føre til »stadig:
Tavshed«; men han har ikke meget Haab i saa Henseende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
