- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
132

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - N. Neergaard: Richard Cobden. I

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Imidlertid: hvor mangt et Mellemværende Bourgeoisie og
Arbejdere end kunde have indbyrdes, maatte de dog i Tidens Løb
finde hinanden i fælles Modstand mod Aristokratiet. Parlamentet,
i hvilket Middelstanden kun var forsvindende repræsenteret, tog
ikke synderlig mere Hensyn til de næringsdrivende Borgere erid
til Arbejderne. Det herskende Skattesystem bandt Hænder og
Fødder paa Omsætningen og tyngede Middel- og Smaakaarsfolk
til Jorden. Byerne vare uden virkelig Selvstyrelse og fik paa
tusende Maader at føle, de vare Stedbørn. Heller ingen aandelig
Frihed var der; medens flere og flere netop af Mellemklassen
sagde sig løs fra den træede, rutinesløve Statskirke og samledes
om Sekternes friskere, mere folkelige Forkyndelse, blev
Parlamentet ved at klæbe sig til den gamle Fiktion, at den engelske
Kirke var hele Folkets. Alle Rettigheder forbeholdtes dens
bestandig indskrumpende Flok, medens der for de andre kun var
Tilsidesættelser og Krænkelser at vente fra Statens Side. Endelig
brød da den Overbevisning igennem, at bedre kunde det aldrig
blive, saa længe Underhuset var i Godsejernes Vold, og
Middelstanden samledes med de politisk vakte Arbejdere om Reformfanen.

O’Connells sejerrige Agitation for Katolikernes
Emancipation havde vist, hvad en Folkevilje formaaede, selv mod det
stædigste Toryministerram, og den gav Bevægelsen Ild og Fart.
Whiggerne satte Parlamentsreformen forrest i deres Program og brød
ved Valgene i 1830 Toryernes mangeaarige Herredømme. Saa
begyndte Kampen dog først for Alvor, og den var næppe endt
med Sejer, hvis ikke Fabriksdistrikternes Arbejdere havde staaet bag.
Dem frygtede man, naar alt kom til alt, mere end Købmændene,
og da Overhusets Forkastelse af Reformloven havde trængt
Whigministeriet bort og Wellington stod med Krig og Fred i sin
Toga, var det de Budskaber, der kom fra By efter By om
Arbejderrejsninger og mest af alt Truslen fra Birmingham, om at
100,000 Arbejdere vilde staa i London den Dag, Reformen havde
dem behov, som bestemte ham for Freden. I denne Kamp synes
det mig, at Arbejderne staa renest. Med forbausende
Selvbeherskelse og politisk Klarsyn havde de slaaet af paa deres gamle
Fordring om almindelig Stemmeret og sluttet sig til det
ministerielle Forslag, der vel at mærke ikke lod Stemmeretten gaa
længere ned end til den lavere Middelstand. Paa forholdsvis faa
Undtagelser nær fik Arbejderne ingen direkte Gavn af Loven, men de
indsaa, at mere kunde der ikke for Tiden opnaas, og stolende paa,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0142.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free