Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Seks Sonnetter af Shakespeare: Oversættelse af Dr. phil. Ad. Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og skønt de to i bittert Fjendskab vanke,
saa enes de dog om at martre mig, —
én ved sit Slid, den anden ved den Tanke:
hvor fjærnt jeg naar, jeg fjærnes mer fra dig.
Til Dagen siger jeg, at til dens Pris
du straaler klart, naar Skyer alt fordunkle;
og Natten smigrer jeg paa samme Vis:
du smykker den, naar ingen Stjærner funkle.
Men Dagen lader Sorgen daglig stige,
og Natten gir den ikke Lov at vige.
Naar Mennesker og Lykken bort sig vender,
naar jeg forladt med Graad i Øjet staar
og Raab imod den døve Himmel sender,
og naar jeg dybt forbander mine Kaar
og én Mands Haab som Maal for Ønsket nævner,
en andens Træk, en tredjes Vennekreds,
og fordrer hines Stræben, disses Ævner,
med hvad der mest mig glæder mindst tilfreds,
foragtende mig selv, — da stundom svæver
min Tanke hen mod dig, og mine Kaar
— som Lærken, der ved Gry fra Jord sig hæver, —
ved Himlens Porte Jubeltriller slaar:
din Kærlighed slig Rigdom skænker mig,
at da med Kongers Kaar jeg bytter ej.
Naar for de tavse Tankers Ret jeg stævner
mit Minde om de svundne Ting til Møde,
jeg ser, hvor tidt de glipped, mine Ævner,
og klager atter over Tidens Øde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
