- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
160

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Fru Amalie Müller: Bjørnstjerne Bjørnson og „Over Ævne”

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

»Over Ævne« er et dramatisk Førsterangs-Værk. Med
Sikkerhed er Ekspositionen lagt til Rette. Paa samme Tid som de
nødvendige Traade kunstfærdigt samles til den Spændingens Knude,
som skal løses i sidste Akt, strømmer der et sjælfuldt Handlingens
Liv gennem alt, hvad vi ser og hører. Billede paa Billede af
Familiens Fortid rulles op, medens Situationens Beskaffenhed klart
og fyndigt tegnes. Gennem hans Hustrus fængslende Skildring er
Sang paa Forhaand givet, og samtidig har vi faaet et udmærket
Billede af hende selv og af de Forhold, der udgør Handlingens
Relief. Slutningsscenen, da Skreden gaar med Brag og Larm,
medens Sang i Kirken ringer ind sin Bøn, og Hustruen sover den
overanstrængtes unaturlige Stensøvn, medens Rakel og Elias huker
sig ned i Fortvilelsens Angest, og Hanna under det voksende Døn
bøjer sig over Søsterens Sæng, og i forstenet Resignation venter
det uundgaaelige, indtil de atter over det rullende Skred hører
Klokkeklangen, og bryder ud i Forløsningens Jubel, er det mest
dramatisk gribende, der overhovedet kan gøres. Det samme
gælder anden Akt. Man tænke sig det givet paa en Scene, der
magtede sin Opgave. Det fuldkomnes Højtidelighed hviler over
disse Optrin. Den bedende Troskæmpe i Kirken, omgivet af de
knælende Skarer udenfor, de diskuterende Præster, der i beængstet
Spænding spør hinanden, om de nu skal faa opleve det Mirakel,
som den nødlidende Kirke saa svarlig tiltrænger, Præsteenken og
Aagot, der kommer som Simeon og Anna i Templet og takker Gud,
fordi »deres Øjne har set hans Frelse«, Rakel og Elias, der i sin
vaandefulde Uvished ikke véd, hvad de skal tro og tænke!
Ligesom Rædselen og Faren stiger til sin højeste Grænse i første
Akts sidste Scene, saaledes her Spændingen og Forventningen,
indtil den ekstasiske Stemning ved Synet af den gaaende
værkbrudne kulminerer i de knælende Præsters jublende Halelujah,
mangefoldigt gengivet fra Sang og Folkeskaren udenfor, ledsaget
af Kirkeklokkens Toner, for saa atter at forstumme, da de ser, at
det er den dagligdagse Død, denne de forkrænkeliges evige
Arvelod og ikke det uforkrænkeliges attraaede Mirakel, de har bivaanet.
Om »Over Ævne« kan det siges, at en Titans vældige Fantasi har
parret sig med en moderne Tænkers skabende Intelligens, og
Frugten af Foreningen er bleven: Et Dramaernes Drama.

Men »Over Ævne« er ogsaa noget andet og mere. Det er en
Verdensallegori, klædt ind i et Kæmpebillede, hvor hver en Skikkelse
er et Storværk. Billedets Baggrund er den nitten Aarhundreder

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0170.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free