Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. Ad. Hansen: Holger Drachmanns „Ostende-Brügge”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tilfredsstiller Kærlighedstrang eller meddeler Tilgivelse (S. 136),
eller at Kritiken ikke lærer »at tage vare paa Hjærtet« (272),
synes dog en Kende uretfærdigt og vidner ikke om nogen klar Aand.
Men jeg kommer til det i »Ostende-Brugge«, som synes
mig rent ud sagt stygt, som, giver Afsnittet i saa høj Grad
Karakter af en Pamflet, og som navnlig fortjæner Tilbagevisning.
Hr. Holger Drachmann sætter sig i Kampstilling til fri
videnskabelig Forskning, til aandelig Paavirkning ude fra, til nyere
Tankeretninger. Han gør bred Front mod den Mand, som i det
sidste Decennium her hjemme har staaet som uegennyttig
Forkæmper for disse Ideer paa Literaturens Omraade. Saa skildrer
Hr. Drachmann et elegant og tomt Badeliv i Ostende, et Liv,
hvor drivende Lapse og Koketter føre en Tilværelse i
Uvirksomhed og Usædelighed, uden Alvor, uden andet Maal end at tage
sig ud, fordrive Tiden og more sig. Det, jeg kalder stygt,
be-staar deri, at Hr. Drachmann knytter Forbindelsestraade mellem
de aandelige Magter, han bekæmper, og den Verden, der
repræsenterer det tomme, usædelige Driveri, den umoralske, blot
materialistiske Egennytte, saa det for Læserens Øjne tager sig ud,
som om det ene førte til det andet. At han gør dette, vil
kunne lade sig paavise. Det er f. Eks. ikke nogen smuk
Overgang, naar der (S. 138) tales om en Mynheer, der »snød
sine Medmennesker paa den mest moderne liberale Maade af
Verden«. De nævnte Forbindelsestraade ere meget tydelige i
Afsnittet 147—162, hvor Digtet, der ender med Skildringen af
Ostende, danner Overgang til Skildringen af Hr. Drachmanns
personlige Opfattelse af og Stilling til Fremskridtet her hjemme,
og paa Siderne 223—26. De kunne atter ses S. 166, hvor der om
dette samme Ostende-Liv siges: »Vi har der hjemme et kært
og godt lille Land, som følger langsomt, meget langsomt med
Tiden. Men Bevægelsen kan dog spores, og Mændene »forud
for deres Tid« ere emsigt nok paa Færde«. Med en lidt anden
Vending tales der S. 222 om Solens Opgang, Monarken, der giver
Avdiens til »hele den Menneskehed, der endnu kan bøje sig troende
for en Avtoritet, endnu ikke bryster sig af sit Krimskrams paa
Regnetavlen, endnu ikke i Blaserthedens Kikkert tager Maal af
Suverænen og siger: »Det er bare Solen, som staar op!«« Med
de Mennesker, der ikke bøje sig troende for en Avtoritet, mener
Hr. Drachmann vel dem, der have Tillid til den frie Forskning og
hævde dens Berettigelse, og nu ser man, med hvilke lette Overgange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
