- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
174

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Dr. phil. S. Schandorph: Fornuftgiftermaal

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

gamle Frugttræer stod midt i Plænen, hvor Græsset groede, som
Vorherre vilde. Det laa bleggrønt i Morgensolen med lange
Strimer Dug over. En Ko kunde godt gaa der endnu og glæde
sig ved Tilværelsen. »Hvem der dog var Ko!« tænkte Lars
Iversen, da han saa’ det høje, fede, saftige Græs. Lars Iversen
blev blød om Hjærtet. Ti, tænkte han, blev det Stykke Jord
ordentlig behandlet, kunde det føde to Køer. Han havde én Ko,
Mette Splyd havde én .... en til .... sikken en Mælkning!
Kanske endnu en Ko, naar et lille Stykke af Humlehaven blev
ryddet. Nogle Kalve var der Plads til i Mettes i lang Tid ubrugte
lille Udhus.

Lars Iversen maatte holde sig for Øjnene for ikke at
overvældes af de Drøvtyggerfantasibilleder, som tyngende sænkede sig
over ham.

»Jeg kunde ligesaa godt have taget Kællingen for mange
Aar siden. Et Asen har hun altid været, men jo længere hun
har levet, desto værre Asen er hun bleven,« sagde han til sig
selv. »Men det Stykke Jord vil jeg ha’ .. jeg vil ... jeg vil
ha’ det Stykke Jord« .... og Lars Iversen knyttede Haanden
pegende ud mod den lyse Plæne med Frugttræerne .... i Guds
Navn, lad mig saa tage den forbandede Kælling med i Købet,
siden Baronen er det Bæst, som han nu en Gang er . . og siden
han har den gamle Sidse til Moder . . . æh . . . bæh.

Lars Iversen vrængede og søgte efter Ævne at efterligne
Enkebaronessens stive Holdning og langsomme Gang.

Lars Iversen gik ud i Skoven og brugte sin Økse, saa det
susede under Huggene. Han anbragte dem hensigtsløst, hvor
han kunde komme til, paa Vindfælder saa vel som paa
dødsdømte Træer. Men det var rent lyriske, slet ikke
forstmæssige Hug.

»Ædelgran har jeg aldrig prætenderet paa,
Hvidgran .... ikke en Gang .... men en gemen gammel
Fyrreskinke ... ja . . ja ... det er saa Livets Gang . . . skidt er
det . . . men det kan vel aldrig blive anderledes.«

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0184.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free