Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - N. Neergaard: Richard Cobden. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
igen i de opskræmmede engelske Hjærner. Cobden satte hele
sin Kraft ind paa i Skrift og Tale at modarbejde denne
taabe-lige Frygt og det Spild af Landets Penge til ekstraordinære
Forsvarsforanstaltninger, som fulgte dermed. Han søgte fremfor alt
at oplyse den offentlige Mening om Frankrigs sociale og
økonomiske Forhold, for derved at modarbejde den ikke ualmindelige
Tro, at Franskmændene vare en Flok forsultne Røvere, der ikke
ønskede noget hellere end at tage for sig af Herlighederne paa
denne Side Kanalen. Palmerston, der i øvrigt paa denne Tid
ikke var Minister, gjorde sit bedste for at holde Paniken vedlige
og forøgede derved sin i Forvejen store Popularitet. Cobden
vidste, han satte til af sin ved at optræde, som han gjorde.
Efter en Tale, han i Anledning af en Militslov havde holdt i
Underhuset, bemærkede en af hans Kolleger paa den liberale
Side til ham, at han »led af en fiks Ide, der berøvede Landet en
dygtig Mands Tjæneste«, og paa mange Maader viste det sig’, at
de fleste af hans gamle Meningsfæller forlode ham i denne Kamp.
Midt under den hedeste Krigsstemning besøgte han Fredsvennernes
aarlige Kongres, som det Aar holdtes i Manchester. En Ven, der
mødte ham paa Gaden, sagde til ham: De er kommen her til
Deres Fredsmøde paa en meget ubelejlig Tid; alle og enhver er
greben af Paniken og mener, at De har Uret.« Cobden svarede,
at netop derfor var han her; aldrig havde der været saa megen
Brag for Fredspartiet som nu.
Den Feber, Nationen saaledes var bleven hvirvlet ind i,
forsvandt lidt efter lidt, men kun for at give Plads for en ny og
farligere: Begivenhederne i Orienten udviklede sig i Løbet af
Vinteren 1853—54 saaledes, at en evropæisk Krig Dag for Dag
viste sig mere uundgaaelig, og England, der nu atter havde
Palmerston til Leder af sin Udenrigspolitik, tog kraftig Del i
Begivenhederne. Tanken om Krig med Rusland blev bestandig
mere populær, og den fredelskende Side i Kabinetet havde ikke
Mod og Energi nok til at gaa mod Strømmen. Det var den
evropæiske Ligevægt, der atter maatte frem som Hovedargument
for, at man vilde hjælpe Tyrkiet til vedblivende at underkue de
slaviske Folkeslag paa Halvøen, men hvad der skabte Begejstring
for Krigen og kastede et Lys af ideel Berettigelse over den, var
Hadet til Rusland. Mangen en demokratisk Fredsven gik med
til Krimkrigen for at ramme Despotiets Hovedstøtte i Evropa,
Polens og Ungarns Undertrykker. De, der — som Cobden, Bright
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
