- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
271

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Karl Gjellerup: Adria og Landkendinger

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

fører i sit Skjold. Det gaar, »skønt med en Del Besvær«. Lidt
bedre glider Samtalen, da et Par af Grækerne, som har faret til
Søs, begynder at tale engelsk med mig, — hvorved de rigtignok
snart bliver revet ud af den Fejltagelse, at min Blondhed er
udklækket i Albions Taager. Nej, jeg behandlede rigtig nok ikke
Versenes Sprog som mit Modersmaal; men under saadanne
Omstændigheder er man alt for glad over blot at kunne hjælpe sig
lidt frem, til at have synderlig sproglig Samvittighed. Sproget,
som for den indfødte er en Pegasus, der bærer ham over
Tankens mest svimlende Afgrunde, som om det kun var tilladelige
Grøfter, det er for den rejsende fremmede en ulykkelig Posthest,
der bliver kørt sønder og sammen — og det endda paa de
kedsommeligste Alfarsteder.

Maden var ret god, men for meget maa man nu ikke
vente af det græske Køkken; Kødet er dets Svaghed.
Inter-essantest var den hvide Resina-Vin, den nationale Drik, som jeg
havde hørt megen Tale om. »Den første Dag spytter man den
ud, den anden Dag kan man drikke den, den tredje drikker man
sig fuld i den« — saaledes lød en dansk Kunstners Karakteristik
af den. Det passede imidlertid ikke rigtig paa mig; jeg fandt
den altid ret drikkelig, men aldrig synderlig herlig. Den er saa
stærkt tilsat med Harpiks af Strandfyrren, at den næsten ingen
Vinsmag har; snarere ligner den Ale, men kan rigtig nok ikke
maale sig med denne ædle Ølsort.

Efter Bordet drak man Kaffen oppe paa Dækket i
Maane-skin. Det var den sorte Grums-Kaffe, Orientens Drik. Den
serveredes i en lille snæver Kop med chokoladebrun Skumflade, i hvis
løse Smaabobler Kahytslygten og Maanestraaler tændte
Regnbueglimt. Med Andagt tager man den i Haanden; den er et Pant
paa, at man er kommen til Orienten. Men de første Gange, naar
de uøvede Læber søber den ind, inden Grumset har bundfældet
sig, har denne Kaffe rigtig nok ikke nogen synderlig tiltalende
Smag. Senere blev jeg dens erklærede Tilhænger, navnlig i dens
ægte bitre Form.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0281.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free