- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
342

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Frits Bendix: Selvmord

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Hun bedækkede sit Ansigt med begge Hænder og hulkede

Ipsen var maalløs. Han, der havde følt sig saa overlegen,
maatte tilstaa for sig selv, at han var bleven bange, da hun
løftede sin Haand mod ham. Forgæves søgte han at tale; Ordene
blev stikkende. Han begyndte at mistvivle om sin Sejer.
Tankerne løb vildt og han følte, at han behøvede Tid for at samle
sig. Dog noget maatte der gøres, men hvad? Ingeborg kunde
snart ventes hjem, og saa var Lejligheden uigenkaldelig tabt.

Der var bleven dødsstille i Værelset; hun hulkede ikke mere.

Han trak sin Stol saa nær hen til hendes, at han næsten
berørte hende og greb begge hendes Hænder, som han fjærnede
fra hendes Ansigt. De sad nu lige over for hinanden, hans
Hænder hvilede paa Gyngestolens Armlæner.

Fru Falkenbergs Ansigt var koldt og dødt, Munden fast
sammenpresset; Øjnene stirrede udtryksløst frem mod Ipsen.

Saa nær havde han aldrig været hende. Blodet skød
ham voldsomt til Hovedet, og Stemmen dirrede, da han
begyndte:

»De miskender mig, Fru Falkenberg; De tager Fejl. Men
De hører jo ikke paa mig! hvorfor stirrer De saadan? saa hør
dog, hvad jeg siger!«

Hun rørte sig ikke; Øjnene syntes stadig uden Sekraft.

Men nu var Ipsen saa betaget, at han intet mere sansede.

Den Skranke, som Fødsel, Vane og sund Fornuft havde rejst
imellem dem, havde allerede vaklet; nu styrtede den sammen
med et Brag. Den ungdommelige Lidenskab, som den gamle
Mand i Aaringer havde opsparet, forøget, kælet for og
omhyggelig gemt for alles Blikke, lod sig ikke længer tøjle:

»De tager Fejl af mig, siger jeg. De selv har ødelagt Dem,
og ikke jeg. Var det ikke mig, der vilde vaage over Dem? men
De vilde aldrig høre. Hvad skulde saa jeg gøre, der elsker Dem,
hører De? Men De er ikke ødelagt helt endnu; jeg vil redde
Dem, jeg vil hjælpe Dem! for jeg elsker Dem jo; hører De ikke,
at jeg elsker Dem. De hører jo ikke paa mig, De véd jo ikke,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:36:34 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1884/0352.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free