- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
349

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Frits Bendix: Selvmord

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Hvor var Ipsen dog gammel og styg. Men hvis nu Ipsen
havde været en smuk, ung Mand, og hvis —.................

Musiken forstummede.

Ingeborg havde lydløst listet sig ind til Moderen. Sov
hun? Hun laa med lukkede Øjne og et Smfl om Munden.
Ingeborg bøjede sig sagte over hende og kyssede hendes Mund.

Fru Falkenberg för sammen og slog Øjnene op.

»Barn, hvor du forskrækkede mig, jeg var lige ved at falde
i Søvn.«

»Aa, det var Synd. Du maa ikke være vred paa mig,
men jeg er slet ikke oplagt til at spille i Dag. Jeg vilde meget
heller sidde lidt hos dig og passiare.«

Ingeborg lod Munden løbe, Fru Falkenberg hørte adspredt
til og svarede saa temmelig i Vind og Vejr; hendes Tanker
bevægede sig stadig i samme Kreds med Ipsen som
Udgangspunkt.

Hen ad Aften blev hun lidt feberhed. Ingeborg gjorde
alt for at faa hende til at gaa til Hvile; men hun lod sig ikke
sige. Hun havde ikke Ro paa sig længer. Hun slæbte sig
afvekslende fra Sofaen til Lænestolen og fra Lænestolen, støttende
sig til alle de Møbler, hun traf paa sin Vej, til Vinduet, for atter
derfra at vende tilbage til Sofaen; saa begyndte hun igen for
fra, idet hun til Forandring indskød en Hvilestation, en Puf, paa
Vejen til Vinduet. Hun følte sig meget nedbøjet og ulykkelig.
Men sin Ulykke vilde hun bære ganske alene, — nu havde hun
overvejet det; — Ingeborg skulde ingenting vide. Og hun var
skuffet, — det hjalp ikke, hun forsøgte at nægte det for sig selv,
— hun var skuffet.

Hun havde ventet, at Ipsen havde givet Livstegn fra sig:
et Brev, et Bud eller lignende; men intet.— Skulde hun dog ikke
hellere skrive?

Kl. otte præcis kom Dr. Normand og skændte blidt, fordi
Fruen, imod hans Ordrer, havde forladt Sængen. Hun bad om
og fik Absolution. Normands Nærværelse var hende behagelig.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0359.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free