Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Frits Bendix: Selvmord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ind til hende og forklare hende hele deres ulykkelige Stilling; saa
maatte Ingeborg gribe ind, saa maatte Ingeborg —- ja, hvad
maatte hun saa? Det var Snak. Ingeborgs egne Penge forslog
jo langtfra; hvad skulde hun saa kunne hjælpe?
Selv vilde hun ikke være fattig. Vilde Ingeborg, saa blev
det herides Sag. Hun vilde ikke tale med hende, ikke influere
paa hende. Hun vilde gaa sin Vej, saa maatte Ingeborg gøre,
hvad hun fandt rettest. Og i Nat skulde det være, fra
Kvæsthusbroen. Hvis hun gjorde det, var hun ikke fejg. Der hørte Mod,
meget Mod til at tage Livet af sig, om saa alle Præster sagde det
modsatte.
Hun havde siddet og tygget paa Penneskaftet, nu smed
hun det saa hæftig hen ad Papiret, saa at Blækket oversprøjtede
det, sprang op og gik hen til Vinduet, som hun aabnede.
En raa, mørk og fugtig Luft slog hende i Møde. Det
havde øsregnet hele Dagen; en vedholdende, sivende tæt Regn;
nu havde det faaet udraset. Under hende bredte den
aristokratiske Amaliegade sig i al sin pyttede og fedtede Regnvejrsprosa.
Over hende sneg de udvandede Skyer sig dræbende langsomt ad
Sverig til.
Alt var stille.
Nu nærmede en Vogn sig; haardt rumlede den hen ad den
smudsige Gade. Den holdt. Hun hørte plumpe, klodsede
Mand-folkelrin og en Lyd som af noget tomt og hult, der stødte og
skrabede mod Stenbroen. Larmende aabnedes en Port. Trinene
tabte sig der inde for atter at komme nærmere. Et svagt Lysskær og
dæmpede, raa Stemmer trængte op til hende. En gnidende,
skurende Lyd var det sidste, hun hørte.
Fru Falkenberg smækkede Vinduet til.
Var det den Nattens Romantik, hun havde tænkt sig!
Ingen gusten, bleg Maane vilde spejdende følge hendes
trætte Fjed mod den vaade Grav; ingen sørgeklædt Sky vilde
græde Taarer, naar de kolde Vande for evig favnede hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
