Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Kredsskoleinspektør J. Petersen: Adolf Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Atlet endnu, der for sidste Gang ser spørgende op til Himlen.
Men det varer kun et Nu, et frygteligt Øjeblik, saa synker han
med Tvivlens Rallen paa Læben død til Jorden, en fortvivlet
Tvivler.
Sang er en Titan i Præstekjolen. Ad Bønnens Himmelstige
klavrer han »udover Verden med alle dens Forskrifter« og rusker
med formastelig Haand i Uendelighedens Porte. Men Titanen
rammes af Titanskæbnen; just da han strækker Haanden ud til
sit Livs vældigste Tag, farer Jupiters Tordenkile ham ind i
Hjærtet. — Eller lad mig tale moderne æstetisk om en moderne
Tragedie; — ti en saadan er Bjørnson’s Stykke, om end han ikke
kalder det saaledes. Tragediens Æmne er fra gammel Tid
Skyldproblemet; den kan med en vis Ret kaldes dets kunstneriske
Forklarelse. Dette er dog ikke at forstaa saaledes, som om den
dæmpede, formildede, forjaskede dette ubøjeligste, rædsomste af
alle Menneskeslægtens Problemer. Nej, Tragedien kender til fulde
Skyldens Alvor. Men Kunsten har sine Skranker. Det i
Skyldproblemet dirrende Spørgsmaal om det skyldbetyngede Individs
Redning strækker sig udover menneskelig Kunst og Videnskab.
Dette dybeste, kvalfuldeste Inderlighedens Spørgsmaaal er Poesien
ikke mægtig; det er Religionens centrale Objekt. Dets Besvarelse,
dets Løsning er Kristendommens inderste Kærne. Men der ligger
i Skyldproblemet ved Siden af det subjektive et objektivt, ved
Siden af det religiøse et metafysisk Spørgsmaal, det nemlig om
Skyldmomentets metafysiske Overvindelse, om Opløsningen af den
ved Individets Skyld i Verdensharmonien indførte Dissonans,
om den skyldiges Betvingelse. Med dette Spørgsmaal, der
eksemplificeres ved den tragiske Helts Færd og Skæbne, har Tragedien
at bestille. Sang bliver skyldig; ti der er en Brøst i hans
religiøsetiske Patos. Saa kommer han ind under Verdenslovenes tragiske
Nødvendighed; saa bliver han i Steden for et knejsende
Sandhedsvidne en knækket tragisk Skikkelse. Den moderne Tragedie kender
intet til Naade, til individuel Tilgivelse, til Syndernes Forladelse.
Den færdes i Retfærdighedens Rige; i Kristendommens Forgaarde
rase dens Kampe. Den viser os, hvorledes Verdensordenens
Hjulværk tager fat paa den skyldige og knuser ham. Naar da
Katastrofen har fundet Sted, staa vi et Øjeblik stille, — rystede,
bedøvede; men saa hæver vort Bryst sig atter, saa klares vort
tilslørede Øje, saa hvælver den høje Himmel sig atter over os,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
