Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Mathilde Berg: Anne Ch. Edgren, „Samfundsbilleder“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stillet saa ene, saa tappert stridende i Livet, naar Moderkærligheden
alene faar hele Skildringens Varme til sin Raadighed og Børnenes,
i det mindste Pigens, fysiske og aandelige Karakter er anlagt som
halvvejs fortabt ved Moderens andet Giftermaal. Nej, det hele er
grundet, det hele er planet og farvet saaledes som Recepten nu
en Gang fordrer det. Det er muligt, at det erotiske ikke ligger for
Fru Edgren. Hun har i det mindste ikke mange Penselstrøg
tilovers derfor. Meget naturtro er i Begyndelsen de elskendes
snart Fjærnen og snart Nærmen sig beskreven. Det er som en
stilfuld Menuet med Aars Mellemrum, holdt i samme Takt, medens
Karakterernes Forskellighed klart røber sig bag Stivheden. Selve
Følelsernes Udfoldelse forbigaas, og Berntsons haardt og kantet
tegnede Billede ligner de tørt udskaarne Træfigurer, som findes
i gamle Kirker. Den Fortryllelse, han skal udøve over sine
Tilhørere og Arla, maa man tænke sig til, føle den gør man ikke.
Al Varme og Glød mangler. Kun Essensen af hans Radikalisme,
det bidende og skarpe, det, der kunde betegnes som Østenvinden,
der styrker de forhen stærke, men ubarmhjærtig river de vaklende
og svage omkuld, er ypperlig givet. Træffende er ogsaa hans
Lede ved al vammel Beundring, alt det flade, fordummende
Koterivæsen. Selve Arten af hans Dygtighed er saa dygtigt beskreven,
at man føler, det maa være bygget over til Dels virkelige Forhold.
Men vi forlange noget mere. En Skikkelse som Berntson maa
efter vort Skøn kunne aftvinge netop én Digter i det mindste
fuldt saa megen Sympati som kølig Agtelse. Man tænke sig f. Eks.
Lasalle, hvilket Beslag maatte han ikke kunne lægge paa en
virkelig Digterfantasi!
Men vi vende os atter til Fortællingen, hvor en ubønhørlig
Nemesis tættere og tættere snører sit Straffenet sammen om den
ulykkelige Arla. Hun har kun fulgt sit Hjærtes Lov, aldrig i det
væsentlige svigtet sin fine Natur, ikke en Gang modsat sig
Samfundets rent ydre Love. for saa vidt hun er lovformelig skilt fra
Manden, lovformelig viet til Berntson. Alligevel behandles hun
som en forstødt, en almindelig foragtet. Hendes Møde med
Søsteren paa Hasselbakken er betegnende herfor. Her mangler
Forfatteren helt vor Sympati. Som hele Scenen er lavet paa at
»tage Applaus«, som for med en vis Jagen efter Effekt at faa de
to saa forskellige og dog ens Søstertyper stillet sammen, saaledes
har den da ogsaa taget Publikum med Storm. Men hvor
arrangeret er det ikke? Man tænke sig, at Arla skulde være saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
