Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. A. O. Skram: E. Brandes, „En Forlovelse“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lille Pine skulde kunne fængsle vor Opmærksomhed; Stoffet er
ikke uddybet nok eller ikke optaget med tilstrækkelig Inderlighed
i Forfatterens Sind, til at der fra hans Bog kan strømme Varme
til os. Dette er et personligt Spørgsmaal. Enten griber Brandes’
rolige Fremstilling af de tarvelige Menneskers trange Banghed,
eller den glider forbi som en farveløs Fortælling; den kunstneriske
Form er saa knap, at det er selve Æmnets Masse, der maa være
det afgørende for den Interesse, hvormed »En Forlovelse« læses
af Publikum. Der er ikke anvendt Pynt skabt, Ordene ligger som
et strammet Overtræk over Begivenheden, følgende dens Former
i deres delvise Grimhed, ikke en rundende Vending er forsøgt,
ikke et fangende Ord, det er selve det Faktum, at Resen gaar
fra Signe, der skal vække Medfølelse eller ses paa med
Ligegyldighed, Brandes har villet det saa.
Dette er naturligvis ikke at forstaa saaledes, at Brandes
har gjort sig det let med den Form, hvori han har fremstillet sit
Æmne. Saa langt fra! Men hans kunstneriske Bestræbelse er
Afklædningens ikke Udstafferingens. Han taler ikke til Forstaaelsen
ved de mange Ords Omsvøb, han bruger den knappe Paavisning,
han er ikke Humorist, han er bitter. Vi har i »En Forlovelse«
Tingen fanget ubarmhjærtig i en Blottelse; det er Brandes’ Kunst
at vente, spejde, gribe til, naar Blottelsen er der. Han er ikke
som den glade Jægersmand, der lader Skoven omringe af
Klappere, som drive Dyrene i fed og egnet Tilstand gennem Revl og
Krat imod Vagtpostens ventende Bøsse, han gaar ene ud, studerer
sit Byttes Veje og fælder det i mager Tilstand eller drægtigt,
ganske som det behager ham; hans Morskaber det stille rammende
Skud, ikke Jagtdagens store Hallo. Man maa synes om at være
med paa disse ensomme Veje for at gribes af Harme eller
Medfølelse end sige falde hen i Behag ved hans Kunst.
Forstaar man imidlertid Brandes’ Fremgangsmaade, og kan
man føle Alvoren i hans Bog, er der i »En Forlovelse« nok at
dvæle ved. Komedien er ikke ligelig lykkedes i stort og smaat
— den staar i saa Henseende under »Et Besøg«, der ikke
frembyder ét skrøbeligt Sted, saa færdig og fast den er —, men
helt er Stykket for saa vidt blevet, som det fra første Optrin til
sidste anlægger, udvikler og gennemfører Billedet af et af de
mange tusend Hjem, som i København lever i anstændig
Fattigdom. Stuernes Beklumring, »Dagstelegraf«-Tonen, som man paa
én Gang anslaar og er udover, Familiens Egenhed, som dog ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
