Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. A. O. Skram: E. Brandes, „En Forlovelse“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Signe og i hendes Hjem. Han længes kun efter ét, at faa hende
over til sig som sin Brud, saa vil alt klare sig. Samtidig
indtræffer Katastrofen, Resens Fader har ødelagt sin Formue, der
kan intet Bryllup blive af. I Resens Sjæl gaar Forlovelsen i
Stykker med det samme, han har jo kun tænkt paa Giftermaal,
det er Signe, der forskrækket maa ildne sin Brudgom op til at
tage fat, at de dog muligvis om nogle Aar kunne blive
Ægtefolk som andre uformuende Mennesker. Men han bestaar ikke
Prøven, efter et Par Maaneders Forløb siger han sig fri, og Signe
sidder grædende tilbage.
Det er hendes salte Taarers særegne Art af Beskhed,
Brandes har villet vise. Han nøjes ikke med en Paapegning af
den almindelige Kærestesorg, som Forfatterne i Norden nu har
skildret i et Aarhundrede, han viser, at naar Kæresten er
kærnefodret og tro mod sig selv, maa en Forlovelse af denne Slags
brydes eller blive til ulidelig Plage, og at det er den unge Pige,
der tror, at hun skal dø derved, — Lerpotten og Jærngryden!
Forholdet er blottet helt ind til sit animalske Livsprincip i et Optrin
uden Larm mellem to, som fører Tarvelighedens Sprog paa
Læberne og for hendes Vedkommende med Frygten bævende i det
unge Legeme. Og mere menneskelig følt eller mere skaansom
forstaaet er der næppe nogen anden fint skrevet Scene at finde i
vor Poesi. Det er denne Afsked mellem Resen og Signe, som
løfter »En Forlovelse« op, om ikke i Højde med saa i Nærheden
af »Et Besøg«. Signe ér saa ubeskrivelig rigtig set og gjort.
Resen er Stykkets Svaghed. Han er tegnet som en
Rigmands Søn, men han tænker og taler som en Opkomling.
Er man født i smagfuld Luksus, saa er man ikke gejl efter
blaat Silke og hvidt Atlask, og saa har man ikke som første
Indfald ved sin Fallit, hvad Drosker og Vinterfrakker koster.
Fremdeles vilde det ikke være muligt for en Resen, hvis
Ønsker og Vaner fra Ungdommen har bevaret et umisteligt
Indtryk af den fint dannede Moders smalle Haand, i Ord at
brutalisere sit Forhold til Signe saaledes: »Jeg synes, at det
maatte blive [en] uvæltelig Grundsten for to Menneskers Lykke,
naar den ene skyldte den anden alt«, hvor Meningen er, at det
er hende, der vil komme til at skylde ham alt. Han kunde
til Nød tænke sligt, men den Tungens Tugt vilde han have,
at dette aldrig fik Ord. Det kan en overfladisk fin Fyr som
Helmer i »Et Dukkehjem« naturlig komme til at sige, et virke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
