Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Dr phil. E. Brandes: Det kongelige Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra 1750 til 1850 er vort Teater et af Evropas første, fra Midten
af dette Aarhundrede begynder Dekadensen: den gamle Trup
dør ud mellem 1850 og 1860, og fra den Tid af er Tilgangen af
Talenter for intet at regne imod forhen. Aarsagen til denne
Ufrugtbarhed synes mig imidlertid simplere end man plejer at
mene. Naturligvis bør man ikke undervurdere den hele
kunstneriske Slaphed, der indtraadte her hjemme efter den første
slesvigske Krig. Det var en chauvinistisk Periode, i hvilken man
anede den truende Fare men ikke turde se den i Øjnene, og
Poesien maatte ligesom synge de gamle Vuggeviser for de
mørkerædde, der ikke turde være deres ærlige Frygt bekendt. Saa kom
den anden Krigs dybe Ulykke, der satte den skærende Virkelighed
i Steden for det alt for lette Fantasteri. Af dette Brud er saa
langsomt fremgaaet en ny Literatur — en Virkelighedspoesi, der
svarer til Tiden. Men denne er ikke begyndt med Dramaet;
tvært imod først i de seneste Aar viser der sig Spirer til moderne
Skuespildigtning hos os. Dog uden Digter ingen Skuespillere.
To Gange skabte Holberg en Trup af fremragende Talenter, og
Øhlenschlæger, Heiberg, Hertz fandt hver sine Fremstillere. Hvor
er nu den danske Digter, som giver Teatret sit Guld at udmønte?
Vi har ingen saadan og derfor heller ingen moderne Skuespilkunst.
Naar man ser, hvorledes Scenens bedste Kræfter endnu staa med den
ene Fod ude i Romantiken, forbavses man ikke over de faa Talenter,
denne Tid kalder frem. Ambrosius fandt sin Fremstiller, og vor
første Komiker bevæger sig helst i den gamle Komedies Livrée
eller i de burleske Maskeroller — dette er den gamle Tids
Efterslæt, medens en anden Generation først vil opstaa ved
Befrugtning fra det nye Drama. Naturligvis har man under denne Goldhed
søgt Impulser andetsteds fra, og da til vort store Held Norge har
frembragt en dramatisk Digtning i Rang med Evropas bedste, har
den nærbeslægtede Produktion baaren god Frugt. Alle vide, hvad
Kongsemnerne og Et Dukkehjem — for blot at nævne et Par
Eksempler — have betydet for vor Skuespilkunst. Men den Reaktion,
som her i Danmark aldrig synes at overvindes, har lagt de
snedigste Fodangler for den fremskridende Kunst: hvad man kunde
fjærne af sandt og frit, har man redeligt holdt borte og blot
accepteret, hvad der var fareløst eller hvad man ikke kunde
und-gaa. For Gengangere lukkede man til vor Skam det kgl. Teater,
skønt dette stod i dyb Taknemmelighedsgæld til den norske
Digter. Og endnu i denne Sæson har vi oplevet en saadan Skan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
