Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Cand. polyt. E. Petersen: Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dersom det blot drejede sig om at bedømme disse, vilde de have
fuldkommen Ret. Men Agtelsen og den almindelige Smag for
Videnskaben, og den hyppige og levende Tilkendegivelse af denne
Følelse er for Videnskaben af stor Vigtighed og spiller en
betydelig Rolle i dens Historie. De Tider, dä denne Sympati har
været tilstede, har for Videnskaben altid været en Frembruddets
og Fremskridtets Tid«.
Det er da ikke blot den specielle Udvikling indenfor de
enkelte Videnskaber, men ogsaa den forudgaaende og samtidige
Kulturbevidsthed i det hele taget, der bliver bestemmende for de
store videnskabelige Teoriers Fremkomst. Det synes derfor ikke
uberettiget at fremhæve disse Aarsager, saa meget mere, som det
kun sjældent finder Sted.
Naturstudiernes Opblomstren viser sig bl. a. i Institutionerne.
I 1778 oprettedes en særlig mineralogisk Lærestol; i 1780 falder
Oprettelsen af Veterinærskolen i Alfort; i 1788 indstiftes L’école
des mines; i 1787 inddeles Videnskabernes Akademi i forskellige
Afdelinger, for Naturhistorie, Agrikulturvidenskab, Mineralogi og
Fysik. Af større Betydning er det dog, at der opstaar en Gruppe
af udmærkede Forskere, der have faaet den største Indflydelse
paa Naturvidenskabernes Udvikling. De nød ingenlunde i deres
Samtid den Beundring, den noget larmende Popularitet, der var
bleven Filosoferne til Del. Men det er dog et aabent Spørgsmaal,
hvad der har faaet den dybeste og varigste Indflydelse paa
Kulturudviklingen i det hele taget: de Systemer, der nu kun have
historisk Interesse, eller de epokegørende Opdagelser, der den Dag
i Dag ere Grundpiller i den moderne Naturvidenskab.
Det blev ikke Voltaire eller nogen af de egentlige Filosofer,
der blev Newtons Arvetager eller Efterfølger. »Fem Matematikere«,
siger Arago1), »delte imellem sig den Verden, hvis Tilværelse
Newton havde opdaget: Clairaut, Euler, d’Alembert, Lagrange og
Laplace«. — Det er dog særlig paa de kemisk-fysiske og
organiske Videnskabers Omraade, at der skabes noget betydningsfuldt:
De Lisle og Hauy grundlægge Krystallografien; Lavoisier
fremstiller sin epokegørende Teori om Forbrændingen og lægger
derved Grunden til den moderne Kemi; Lamarck udtaler de
første Spirer til den Teori, som i vor Tid har gjort Darwins Navn
verdensberømt; Laurent de Jussieu indfører det naturlige Systein
’) Arago: Notices biographiques III. p. 464.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
