Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Cand. polyt. E. Petersen: Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det dog ikke ham, der skulde føje denne sidste Del til Bygningen.
Det var den engelske Kemiker Priestley, der den 1ste August
1774 ved Ophedning af Kvægsølvkalk (Nutidens »røde
Kvægsølv-ilte«) fremstillede en Luftart, der havde den mærkelige Egenskab,
at et Lys i den brændte langt livligere og med mere lysende
Flamme, end i almindelig Luft, og at Smaadyr, indespærrede i en
Klokke, fyldt med denne Luftart levede betydelig længere end i
almindelig Luft. Han meddelte ved et Ophold i Paris i Oktober
samme Aar dette Forsøg til Lavoisier, der øjeblikkelig indsaa dets
store Betydning. Han gentog Priestleys Forsøg og fandt, at den
udviklede Luftart er den til Indaanding og Forbrænding særlig
skikkede Del af Luften — den Del, han saa længe havde søgt.
Han indgav saa i Begyndelsen af 1775 til Akademiet en
Afhandling, hvori han viser, at »det Princip, der forbinder sig med
Metallerne ved Forkalkningen, er det samme som den reneste Del
af Luften, den Del, der er særlig skikket til Indaanding og
Forbrænding« — den, som han senere kaldte »oxygéne«, Ilt, »oglat
den Luftart, der dannes ved Metallernes Revivifikation med Kul,
er en Forbindelse af Kullet og denne nye Luft« — hvad vi kalde
Kulsyre.
Saaledes er da Teorien væsentlig fuldt færdig. Det synes
mig, at den Maade, paa hvilken han blev ledet dertil, har
Interesse ikke blot fordi Teorien er Lavoisiers videnskabelige
Hovedbedrift, men ogsaa derved, at den karakteriserer hans
Fremgangs-maade i det hgle taget. Intet er Lavoisier saa meget imod som
forhastede Antagelser, byggede paa for faa og for mangelfulde
Iagttagelser. »Man har«, siger han,1) »alt for meget formodet i
Stedet for at slutte; derfor maa man simplificere Ræsonnementet
og indskrænke sig til saa simple Operationer og saa korte Domme,
at de aldrig kunne tabe af Syne den Evidens, der tjæner dem til
Fører«. — Han gaar da langsomt og metodisk fremad, med
uforanderlig samme Formaål for Øje, ledet ved Resultaterne af det
ene Forsøg til at begynde det andet. Han gør kun faa forskellige
Forsøg, men gentager uden at trættes hvert enkelt Forsøg mange
Gange, med den samme sejge Energi, som han allerede i sin
tidligste Ungdom lagde for Dagen, indtil alle tænkelige Kilder til
Unøjagtighed ere tilstoppede! Han søger saa vidt muligt at »gøre
Prøve« paa sine Resultater ved at foretage det til det analytiske
’) Traité élem. de ch., Disc. prélim. p. X.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
