Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Folketingsmand F. Bajer: Et Indlæg i Kvindesagen fra 1793
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg har selv følt denne milde og smigrende Foragt med en
saa aldeles tyrkisk Indbildning, at jeg sammenlignede Kvinderne
med enhver anden lille vellystig og glimrende Ejendom: medens
derimod en Mand betød for mig en Halvgud eller, i en eneste
Tanke, alt sandt og stort.
Men det hændte en smuk Dag, at jeg læste i en Bog,
hvad jeg vel hundrede Gange tidligere har læst, om Døtres
Opdragelse, »hvorledes de ikke tidlig nok kan uddannes til den
øm-taalige Dyd, der sømmer en Kvinde i Verden«.
Hvad? tænkte jeg: de maa vel først betragtes som
Mennesker, inden de betragtes som Kvinder?
Og denne ene Tanke — at denne skønneste Halvdel af
forstandige Væsener paa Jorden er først Mennesker,
dernæst Kvinder, og ikke, saaledes som man altid har betragtet
dem, først Kvinder, dernæst Mennesker — denne ene Tanke
nedslog min tyrkiske Indbildnings Højhed og lærte mig i et
Øjeblik ret at se den uværdige Halvmenneskelighed, hvori
Mandfolkenes dumme Vildhed næsten altid har dristet sig til at
holde Kvinderne.
Men, tænkte jeg tillige, hvad ømt og ædelt, hvad
velgørende Sandhed, hvad guddommeligt Snille har ikke været holdt i
samme Mørke og Underkuelse: da Vilddyrs Styrke og Vilddyrs
List har været næsten den eneste Lov paa Jorden, under
Mandfolkenes langvarige og vidløse Vælde?
Man bør derfor ikke undre sig over, at disse samme
Mandfolk, hvis højeste Uduelighed baade til at tænke og styre sig selv
er af Verdens Historie saa klar, at de, med sine haarde Sener og
sit ynkelige Vid, ikke hos Kvinderne har set noget mere stort
end Skørterne; ikke har mærket, at det ædle Væsen, som hed
hun, allerførst hed Menneske; og ikke har forstaaet, at den
lille Ulighed i Køn var kun en Skygge imod den store Lighed
i Forstand og Hjærte, det er, i menneskelig Dyd og Værdighed.
Mandfolkene, som er og altid har været, ikke Jordens
Herrer, men med den latterligste Lavhed hverandres Slaver,
har alligevel, kanske paa Grund af den Krysteragtighed, som
hemmelig medfølger Overmodet, ikke vovet at følge den rigtige
Fornuft, at sætte derimod sin egen Højhed i det som adskiller
deres Køn. Hvorved vi, til evig Spot, vilde have faaet en
Højhed, som baade rigtig svarede til den af dem naadigst forordnede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
