Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Cand. mag. H. Schwanenflügel: Shakespeares Hamlet og dens Opførelse paa det kongelige Teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til Moderens Forhold: hans Moders Adfærd har lært ham, hvad
Kvinderne er for noget: »kloge Mænd véd godt, hvilke
Vanskabninger de gør dem til«. Han er her lige ved at undskylde sin
Skurk af Onkel.
Ti at han er bleven ført bag Lyset med Hensyn til
Moderens Karaktér — det kan han ikke glemme. — Der er ingen
Tvivl, at Forholdet mellem Moder og Søn i sin Tid har været
saare inderligt. Moderen elsker endnu Sønnen: Kong Claudius
siger selv, at hendes Eksistens drager Næring af Hamlets; men
dennes Kærlighed er, som forhen bemærket, næsten slaaet om
til det modsatte. At Reversen af dette Had dog alligevel er
Kærlighed fremgaar af den berømte Dialog i III. Akt 4de Scene,
hvor Hamlet, efter at have ladet Moderen høre forfærdelige
Sandheder og »talt Dolke«, siger pludselig med blød Stemme:
„og naar I foler Trang til at velsignes,
saa vil jeg bede Jer velsigne mig!* — —
Det er et fint Træk hos Shakespeare, at Hamlet baade kan sé
Aanden og høre den tale, Moderen derimod hverken ser eller
hører den. — Aanden viser sig nu alter, for at skærpe Sønnens
»næsten sløve Forsæt«. Ti hvad har Hamlet egentlig gjort i
Mellemtiden? — Intet. Han har haft Betænkeligheder, tvivlet og
atter tvivlet. En Gang har han endogsaa været nær ved at tro,
at det slet ikke var Faderens Genfærd, men en Helvedes
Udsending, der var sat ud paa ham. Han har gjort sin elskede
ulykkelig og forstyrret sin Moders Ro til ingen Nytte. Han har
ræsonneret og deklameret i Steden for at handle. Han har ikke
villet eller ikke kunnet forstaa Himlens Vink, da den lod ham
komme bag paa den knælende Konge. Atter her har han
reflekteret sig bort fra Daad. Og det lyder næsten som en Ironi over
Hamiets Formening, at Kong Claudius i Bønnens Øjetflik var
Himlen nær, da denne rejser sig og erklærer:
„Mil Ord fløj op. min Tanke bliver nede,
Ord uden Indhold naar ej Naadens S*de!“
I Steden for Kongen er han da, ført af sin Nemesis, kommen til
at dræbe den uskyldige Polonius. Ogsaa dette hans Skæbnes
alvorlige Fingerpeg søger han at bortræsonnere ved at gøre sig
til »et Himlens Redskab, en Hævnens Engel«. Men han tror
dog i Grunden ikke selv derpaa og græder over sit ulykkelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
