Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for Sekterne. Paa hans Elever synes hans Energi og Alvor og
moralske Sans at have øvet en stor Virkning. Om den altid har
været af en ubetinget sund og heldbringende Art er et
Spørgsmaal. Man faar ligesom et lille Glimt af de uheldige Sider, der
kunde være knyttede til hans Virksomhed som Opdrager, ved at
læse nogle Linjer af en af hans Elever, Digteren Arthur Hugh
Clough, som i øvrigt nærede stor Kærlighed til ham. De findes i
Epilogen til Dipsychus, en Digtning, der skildrer en Menneskesjæl,
hvis fintfølende Samvittighed Gang efter Gang stiller den
tvivlende og vaklende og famlende overfor Livets Forhold. Clough
lader her en gammel verdenserfaren Onkel føre en Samtale med
sig om Digtets Tanke. Onklen siger, at Samvittighederne ere
alt for ømme i den yngre Slægt, ogsaa blandt Skoledrengene, og
tilskriver Thomas Arnold Skylden; »han ødelagde de offentlige
Skoler.« Da Clough gør Indvendinger rykker Onklen op med sin
Mening om sine egne Nevøer, der synes ham nogle Bengier af
Keruber, alt for store til at være uskyldige og alt for enfoldige til
at være noget som helst andet; ’»de ere fulde af Forestillinger
om, at Verden er saa slet, og om, at de ville slaa ind paa en
højere Vej, som de kalde det. Jeg frygter kun for, at de aldrig
ville slaa ind paa nogen som helst Vej.« Paa Cloughs Ord, at
en almindelig tolv-fjorten Aars Dreng næppe vil være alt for
besværet af Samvittighedsskrupler, svarer Onklen: »Lad ham
gennemgaa et stift Kursus af Konfirmation og Sakramenter, med
Rygstød af Prækener og private Formaninger og hvad der
omtrent er det samme som hemmeligt Skriftemaal, og jeg kan
virkelig ikke svare for, min kære Nevø, om han ikke kan blive til
lige saa stor en Gaas, som du — om Forladelse — var omtrent
i Atten- eller Nittenaars Alderen.« Clough vil dog ikke have,
at man maa give Arnold Skyld for slige Grublerier og Skrupler;
men den gamle Onkel afbryder ham: »Men, min kære Dreng,
hvor ofte har jeg ikke hørt af dig, hvorledes han plejede at
angribe Forseelser, ikke som Forseelser mod Disciplinen — den
rigtige Betragtningsmaade, — men som Synd, afskyelig
Forbrydelse, jeg ved ikke, hvad mere! Hvorfor bankede han dem
ikke og holdt sin Mund? Banke dem gjorde han, men hvorfor
præke?« Trods de humoristiske Overdrivelser forekommer det
mig, at man gennem Ord som disse faar Fornemmelsen af, at
Thomas Arnold mulig kan have lagt et stærkere og trangere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
