- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
591

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. I

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

én, saaledes som Arnold har udført den, og én, saaledes som den
er fremgaaet af en — langt større — romantisk Digters Haand.
Matthew Arnold har skrevet en episk Digtning om Balders Død
tBalder Dead), og en Passus af dette Digt kan da stilles
sammen med en tilsvarende af Oehlenschlägers Tragedie »Baldur hin
Gode«. Hos den romantiske Digter drages ved Skildringen af
det brændende Skib, der med Balders og Nannas Lig farer ud
over Dybet, hele den mytologiske overnaturlige Verden ind med,
og Naturundere lægge deres Magi over Scenen:

,Men sligt et Syn er aldrig set, som da paa Strand
De høje Guder stode, stirred gennem Graad
Til Skibet, i hvis ranke Master Luen slog.

Som nu det för paa Dybet ud. da lød et Suk
Fra Jordens Klipperifter alle; men mod dump
Og rædsom Brusen rysted Skoven sine Løv,

Og alle Haner galed, Himlen mørkned sig.

Da gungred Havet, og af Havet Ægir skød
Med Ran sig op; dem fulgte hver en Havets Mø,

Indsvøbt i Tang, og Tindingen med Grus bedækt.

Fælt hvined de paa Dyhel: tykt for deres Mund
En Fraade stod. Men Ilden mellem Bølgerne
Slog op i Natten: trende Gange lued den.

Men som den lued, table den sin røde Glans,

Og sidste Gang var Luen klar, som Maanen og
Som Stjærnerne paa Himlen. Vældig op den steg;

Men som den steg, da sprang fra Jorden den med Klang

1 lutter klare Gnister, og i samme Stund

Var Himlen fuld af Stjærner, tændt af Gnisterne.’

Hos Matthew Arnold hedder del mere uromantisk, mere tørt, men
ingenlunde mindre anskueligt:

„Og Skibe, flod paa Bolgerne og gyngede. Men i Højene hævede en
stærk Østenvind sig, og den kom klagende ned til Havet: først løb Vindstød
sorte over Havets Flade, saa för Vinden vedholdende og fyldte Sejlene og blæste
til Ilden. Og omkranset af Røg stod Skibet ud til Sos. Snart hævede den
mægtige Ild sig med en Brølen, og Baalet knitrede; og mellem
Brændestykkerne skød skarpe, skælvende Flammetunger ud og sprang højere op.
snoende sig og farende frem, indtil de slikkede Toppen af Baalet og de døde
og Masten og fortærede de sanmienskrumpende Sejl; men stadig drev Skibet
videre, luende i Ild oven over Skroget. Og Guderne stod paa Strandbredden
og stirrede. Og medens de stirrede, gik Solen uhyggelig-bleg ned i det
røg-indhyllede Hav, og Aftenen faldt paa. Saa faldt Vinden med Altenen, og der
var Havblik; men gennem Mørket vogtede de paa det brændende Skib. der
stadig førtes videre over de fjærne Vande, længere og længere, som et Øje af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0603.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free