Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eller vi kunne træffe paa en lille simpel og sanddru Skildring
som følgende med hele Sommerdagens Varme og Frodighed
over sig:
„Her, hvor Høstmanden nylig var i Arbejde, i denne høje Marks mørke
Krog, hvor han lader sin Kofte, sin Kurv og sin Lerdunk ligge, og binder
Negene i Solen hele Morgenerf og s»a ved Middagstid kommer her tilbage for
at bruge sit Forraad, — her vil jeg sidde og vente, medens fra det høje Land
langt borte Faarehjordenes Brægen fra Folden bæres til mit Øre. med fjærne
Raab fra Høstmændene i Kornet, — al en Sommerdags levende Mumlen.
Skjult er denne Krog paa den høje, halvt mejede Mark, og her vil jeg blive
til Solfaldstid. Gennem det tætte Korn kige de skarlagenrøde Valmuer frem,
og rundt om grønne Rødder og gulnende Straa ser jeg lyseblaa Snerler krybe
i Ranker: og Lindetræer, gennem hvilke Luften stryger, skænke deres Duft og
lade deres vellugtende Blomsterbyger rasle ned paa Hvenegræsset, hvor jeg
ligger, og hegne mig med deres Skygge mod Avgust-Solen." (The.
Scholar-Gipsy).
Man vil vistnok efter disse Citater give Arnold Ret, naar
han om sig selv siger, at Landguden Pan har aandet paa ham,
da han laa i sin hjælpeløse Vugge Netop Fan er det, den store,
nøgne, strænge og frie Naturgud selv, hos hvem han har lært at
spille paa sin Syrinx. Og ved nu at lægge Mærke til, hvorledes
Gudens Tale har virket paa Digterens Sind, faa vi et Indblik i
dette; ved at se, hvilke Sider det er af Naturen, der griber hans
Indre, og paa hvad Maade de præge sig dér, lære vi noget af
den modtagendes almindelige Temperament at kende. Der findes
blandt Arnolds Ungdomsdigte en Sonet (Tn Harmony with Naturej,
hvori det, som en Indsigelse mod Udtrykket »i Harmoni med Naturen«,
hedder, at Mennesket har alt det, som Naturen har, og endnu
mere, og at hans Haab om det gode, om Forædling ligger i dette
»mere«; der siges, at Naturen er grusom, stivsindet, omskiftelig
og ubarmhjærtig, men at Mennesket er sygt af Blod,
længselsfuldt efter at tilbede, at det trænger til Hvile og gærne vilde være
mildt, og det hedder til Slutning, at Mennesket maa begynde dér,
hvor Naturen ender, det maa enten blive Naturens Slave eller hæve
sig over den, Venner kunne de ikke være. En Betragtning som
denne, der jo i og for sig, rent filosofisk set, indeholder megen
Sandhed, er hos Arnold saa godt som enestaaende. Ja, i et af
hans senere Digte, The Youth of Man, bryder han selv ligesom
Staven over den; han skildrer her, hvorledes Mand og Hustru,
længst ude over Ungdommens Tid, en Aftenstund staa i den
samme Have, hvor de en Gang i Ungdommens Overmod have
Tilskueren 1884. 39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
