Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
talt foragtende om Naturen og sagt, at den hverken havde
Skønhed, Varme, Liv, Bevægelse eller Kraft, men at Mennesket lagde
alt dette i den; men nu se de ud over Sommerlandskabet, hvor
deres Børn lege, og de føle, at Naturen er den samme, men at
de ere bievne forandrede, matte og slappe; de huske med Smerte
de stolte Ord fra deres Ungdom og føle, hvor skøn Naturen var,
og Digteren slutter saa med disse Linjer:
„Medens Lokkerne endnu ere brune paa dit Hoved, medens Sjælen
endnu skuer gennem dine Øjne, medens Hjærtet eridnu lader det rullende Blod
strømme til din Kind, saa synk o Ungdom, i din Sjæl! Hig mod Naturens
Storhed; saml det gode i Dybderne af dig selv." r
Arnolds Forhold til Naturen er da gennemgaaende et Sympatiens
og et Ærbødighedens Forhold. Og det, han som Digter bliver
vår i den, er ikke dens oprørte Kampe, dens Ufred eller dens
hensynsløse Grusomhed. Han ser dens frodige Mildhed, dens
klare Ro, eller han ser den som den storladne, vidtudstrakte;
i det alt ere de Ejendommeligheder, han aflytter den, enten
dens milde eller dens storladne Fred; de kunne tilsættes
med andre Elementer, men de ville dog allid kunne spores
som Grundtræk i Arnolds Naturbetragtning. Det er Vemodets
milde Fred, der klinger i Strofer som følgende, indflettede i et
dybt og rent følt og skønt formet Sørgedigt, Thyrsis, som Arnold
skrev over sin Ven Digteren Clough, og som har haft den Ære
af Swinburne *) at blive jævnstillet med Miltons Lyddas og Shelleys
Adonais-, det hedder om Gøgens tidlige Bortdragen:
„En stormfuld Morgen tidlig i Juni, naar Aarets første Frembrud af
Blomstring er forbi, — før Roserne og den længste Dag, naar Havegangene
og hele Græsgulvet ere bestrøede med røde og hvide Blomster af den faldne
Maj og med Kastanjeblomster, da har jeg hørt Gøgens Afskedsskrig komme fra
den vaade Mark gennem de urolige Havetræer med den susende Regn og den
tumlende Vind: „Blomstringen er borte, og med Blomstringen gaar jeg."
Du alt for hurtig fortvivlende, hvorfor vil du gaa? Snart vil den høje
Midsommer-Pragt komme, snart vil den kødfarvede Nellike briste og svulme, snart
ville vi faa den guldbestøvede Torskemund, Skægnelliken med dens hjemlige
Hytteduft og Levkøjer i vellugtende Blomstring, Roser, som skinne langt ned
ad Alleerne, og aabne jasminomhyllede Gittervinduer og Grupper under de
drømmende Havetræer og Fuldmaanen og den hvide Aftenstjærne. Den hører
ikke; den flygtige Gæst, den er borte!"
’) „Essays nml Studies, P. 155.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
