- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
595

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. I

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Der er Uhygge over en Skildring som folgende af Hulerne dybt
nede paa Havets Bund, men der er tillige en storladen Tavshed
og Fred over den:

„Sandbestrøede Huler, kølige og dybe, hvor Vindene alle sove, hvor de
matte Lys skælve og glimte, hvor del salte Tang gynger i Strømmen, hvor
Havdyrene, ordnede helt rundt, nære sig i Dyndet af deres Græsningsgrund,
hvor Havslangerne rulle og sno sig, rense deres Panser og baske sig i
Saltvandet, hvor store Hvaler komme sejlende forbi, sejle og sejle med ulukt
Øje rundt om i Verden evig og altid.* (The forsaken Merman).

Denne Fred i Naturen, som ikke er en Slaphedens,
men en Kraftens Fred (se Sonetten foran S. 580—587), bliver nu
ofte for Arnolds Sjæl, naar den føler sig urolig, syg, svag eller
vaklende, den dybe Lægedom, der dulmer og opliver, eller det
store Symbol, der peger paa sej og sikker Udholdenhed. Han
ønsker saaledes, at han, naar han ligger syg og døende, maa
være fri for ceremonielle Venner, for Læge og Præst, men at han
maa blive bragt hen til Vinduet og se endnu en Gang Luftens
vide Landskab badet i Morgenens bug, den Verden, som var før
hans Fødsel, og som bliver efter hans Død, den Verden, som
ikke var en enkelts Ven og ikke lovede en Kærlighed, den ikke
kunde give, men som tændte sin Sol lor alle og, medens den
selv levede, gav os andre Liv:

„Lad mig stirre dér, til jeg i min Sjæl bliver knyttet fast til det, jeg
stirrer paa; — saa jeg føler, at Universet er mit Hjem, saa jeg har for mit
Sind — i Steden for Sygeværelset, Kampen mellem Liv og Død, Striden for en
Smule Aande — Livets rene, evige Lob, ikke Menneskets Kamp med Døden!
Lad mig, idet jeg foler og stirrer saaledes, blive rolig, forfrisket, forædlet og
klar; og lad saa min Aand drage villig bort for at virke eller vente andet
Steds eller her!* (A H i*liy.

Han taler i A Summer Siyht om dem, der trælle i deres daglige
Donis trange Metalt’ængsel og knuges kummerfuldt til Døde dér,
og om dem, der frie, men uden Maal tumles vildt om og lide
Skibbrud paa Livets Hav, og han spørger, om Mennesket da
enten maa være Slave eller afsindig. Men oven over ham staar
den maaneklare Himmel, sænkende sig ned mod den dunkle
Horisont, og den bliver ham tlet Symbol, der viser videre frem:

„Simpelhed og Klarhed uden Skygge af Plet! Guddommelige Klarhed!
I Himle, hvis rene, mørke Egne ikke have noget Tegn paa Mathed, skønt saa
rolige, og, skønt saa store, dog ere uforstyrrede og ulidenskabelige, som, skønt
saa ophøjede, have Del i Verdens Slid, og, skønt saa besværede, holde eder

39*

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0607.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free