- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
626

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Cand. polyt. E. Petersen: Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

i Maanens Bane, som de mest iøjnefaldende, iagttagne og
bekendte fra Oldtiden. Men hvor mange andre maatte der ikke
findes, baade for Maanen og for Planeterne! Hvilken uendelig
Række af Beregningsopgaver aabnede Teorien saaledes ikke
Udsigt til. Over for den uhyre Opgave at beregne Forstyrrelserne i
Planetbanerne var endog Newton selv standset, idet han havde
nøjedes med at beregne et Par af Maanens Ujævnheder — af
hvilke den største (den saakaldte Evection) endda undgik ham.
Han har saaledes »paavist Tilværelsen af det almindelige Princip,
som han har opdaget; men Udviklingen af dets Konsekvenser har
været hans Efterfølgeres Værk« ’).

Det var den i Videnskabens Historie saa mærkværdige
Konstellation af udmærkede, især franske Matematikere*), der
paatog sig dette. Lad os betragte enkelte af de vigtigste
Problemer. Dersom et Himmellegeme som Maanen f. Eks. kun var
paavirket al Tiltrækningen mod Jordens Centrum, vilde denne i
Forbindelse med den oprindelige tangentielle3) Bevægelse bringe
den til at gennemløbe en matematisk nøjagtig Ellipse. Men
kommer dertil Tiltrækningen fra et tredje Legeme som Solen, vil
denne gribe forstyrrende ind og f. Eks. snart fremskynde, snart
hæmme Bevægelsen. Problemet bliver da et rent mekanisk. Det
er det i det 18de Aarhundrede berømte »Problem om de tre
Legemer«, der snart blev »den Bue, paa hvilken enhver Matematiker
prøvede sin Styrke og forsøgte at skyde længere end sine
Forgængere« 4). D’Alembert, Clairaut, Euler, Lagrange og Laplace
bidroge alle til Løsningen. D’Alembert visle Præcessionen, o:
Jævndøgnspunkternes Fremrykning paa Ækvator, bekendt fra Oldtiden,
som beroende paa Jordens Fladtrykthed, og den for nylig af
Bradley opdagede Nutation, d. v. s. Fiksstjærnernes tilsyneladende
Pladsforandring som en Følge af, at Jordaksens Forlængelse i
18 Aar beskriver en lille Cirkel paa Himmelkuglen, — som
beroende paa Forandringerne i Maanens Bane. Clairaut beregnede
Tiden for Halleys berømte Komets Tilbagevenden, og Lagrange
viste, at Grunden til, at Maanen stadig vender det samme
»Ansigt« mod Jorden, idet dens Omløbstid og Omdrejningstid ere
lige store — er Tiltrækningen af Jordens saa meget større Masse.

’) ib. livre V, chap. IV.

’) Sé forrige Hæfte p. 522.

*) o: i Retning af den lige Linje, der berører Banen.
•) Whewell: Hist. of mechanics VI, 7.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0638.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free