Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Frk. Alvilde Prydz: Resultater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stadig glemte, stadig som en Samvittighed opdukkende
Sandheder. En af de faa begejstrede var nævnte unge Mand, i hvem
Samtiden allerede havde hilset Videnskabsmanden og den store
Borger. Med et Hjærte, der brændte ham i Brystet, hilste han
den gryende Dag, og i ungdommeligt Overmod holdt ban Fanen
højt, der han gik til Kamp for alt, hvad der var undertrykt.
Han saa’ den Straale af Lys, der atter var trængt igennem; han
fulgte den med sit Øje paa de lange Baner ind til den evige
Kilde, men nær ved saa’ han ikke godt, mærkede ikke, at ogsaa
Vildfarelsen fulgte som altid med de store Tanker. Han var saa
ung og saa brændende; han stormede saaledes af Sted, at det
kunde vel hænde, han kom til at sparke til de gamle Love og
Indretninger, at han talte om Menneskeretten og den usleste
Tjæners Adelsbrev, at man ikke forstod ham: — saa det blev til
en Misvisning.
Derfor blev han ogsaa sat fast Mange Aar efler slap han
ud, men det var ikke længer den kraftige Mand med det
ædelt-baarne Hoved og de lysende Øjne.
Efter nogle Aar i Fattigdom fik han en beskeden
Privatstilling og giftede sig med sin Ungdoms Elskede, der trofast havde
ventet og lidt med ham.
Nu gik Aarene rolig; der var ingen, som kendte ham igen.
Man havde spærret en Øm i Bur, — og den havde Sakset sig
dødsenstræt mellem de trange Stænger.
Hans Venner, der vilde trøste, forestillede ham, at vel
kunde han glæde sig over sin korte Arbejdsdag, vel var den den
fulde Dagløn værd, ti over Landet i de tusend Sind var Sæden faldt
og mens han sad mellem de trange Mure, havde den spiret
herligt, forhaabningsfuldt. Mere maatte han ikke vente. Endnu var
Vaarbruddets Tid; Væksten og Høsten var Fremtidens.
Undertiden, naar han hørte paa disse Trøstetaler, kunde
der fare et Lyn over det blide, taalmodige Ansigt, og der kom
noget i Blikket, som tændte.
Kunde da ingen forstaa det forfærdelige, der laa i, at hver
liden Erkendelse, hver liden Fingersmon Sandhed koster saa
grænseløst? Han bad dem betænke, hvad der maatte til hist paa
Golgatha, og hvor liden Nytte Menneskene dog havde gjort sig
af det. Han bad betænke alle Martyrers Blod, alle store Aanders
uhyre, møjsommelige Arbejde, de Tusender af bankende Hjærter,
der unævnte, ukendte har ofret det største — og saa Resultat-
42*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
