Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Frk. Alvilde Prydz: Resultater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
II.
Nu var han som sagt oven paa, som Familien udtrykte
sig, og kunde ved et anstrængt Arbejde selv sørge for sine
Søskende og for sin Fader, der led af en mild, men ulægelig
Sindssygdom.
Men hvad var det for et Arbejde; det var der ingen, der
anstillede Betragtninger over — uden Ambrosius.
Som han sad og regnede nede i Revisionen, kunde hans
Barndom med dens Skygger, de tunge Skoledage med den stærke
Fremtid vinkende trække forbi Erindringen. Bedre, bedre var det
den Gang, og. han kunde se op med Blikket brændende ud i det
tomme Rum.
»Mo’r, hvorfor gik du?«
Det kunde snige sig frem som en undvegen Klage midt i
Kontortiden, mellem Regnestykker og Revisioner.
I Kontoret fandt man ham underlig, som vel kunde være,
sin Fader lig til det uhyggelige: den slanke Skikkelse trods
Ungdommen allerede gammelagtig foroverbøjet med samme sygelige
Anstrængthed som hos Faderen, de samme ejendommelige
Haand-bevægelser, det samme tunge Blik og den samme Vane med de
halvdærapede Udbrud ud i Vind og Vejr. Man forudsatte, han
kunde ende som Faderen, men man maatte tilstaa, han gjorde
sit Arbejde overraskende godt. Og han var jo ganske ung endnu
og arbejdede kolossalt, hvad der vistnok maatte til, da det bile
Hjem med sine særegne Forhold kostede mange Penge, og de
flittige Dage og Nætter bleve højst tarvelig betalte. Men
Ambrosius, den agtværdige, høflige unge Mand, der brugte sin Tid saa
samvittighedsfuldt, var en ganske anden end den Ambrosius, der
i en nervøs, svigtende Kamp endnu holdt sig over Vandene Den
Ambrosius, der af Familien omtalles som saa vel begavet, at det
var en ren Fornøjelse, naar han en sjælden Gang var i Kulør,
som mellem Vennerne omtaltes for de Vers, ban kunde skrive,
□aar han vilde, var en ganske anden end den, der endnu med
fortvivlet Styrke hang ved sin Moders frydefulde Forvisning om,
at han skulde tage op, hvad Forældrene havde ladet ligge, at
gennem denne Søn skulde de begge naa frem til at tale ud, til at takke
for sig — en ganske anden end ham, der nærede en ærefrygts*
fuld Tro paa, at hvad der brændte ham i Sjælen var en Digters
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
