- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
653

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Frk. Alvilde Prydz: Resultater

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Trangt, trangt havde Livet lukket sig om ham; higende,
umættelig fordrende havde hans Hjærte banket; ødselt havde det
tæret paa sig selv, medens Fantasien gav Vederlag, — gyldne Stene
var det for Brød.- Hvad kunde han for, at han var saa varm,
at han havde været saa .stærk, at han maatte leve — at did
han længedes, dér lukkede sig for ham alle Døre? Saa stod han
der med sit bankende, brændende Hjærte og med de Tusender
dirrende Nerver —––––––––––—.

Saa havde han levet uden for de lukkede Døre, men hvad
for et Liv? Mere forsmægtende end nogen Gang før laa han i
sammensunken Fortvivlelse. Var alt opbrugt? Aldrig havde
Hjærtet banket stærkere, og gennem del store, ømfindtlige
Legeme sitrede hver Nervestræng. Var alt opbrugt? Intet
tilbage til den store Arbejdsdag, hans Moder havde bedt Gud om
for ham.

Han græd.

Klokken slog tolv Midnat. Det raslede uden for Døren,
nogen famlede efter Haandtaget; Faderen kom ind. Det var den
sædvanlige Tid, han plejede at gaa op paa.

Ambrosius prøvede at rejse sig op, men sank tilbage igen.

»Gaa og læg dig Fa’r! gaa og læg dig — — det er

saa sent!«

Det kom saa anstrængt, at Faderen blev opmærksom. Han
satte sig ved den syges Sæng.

»Jeg lægger mig nok ikke; nu vil jeg sidde hos dig, og du
skal sove!«

Han saa’ mildt paa ham med et Udtryk af Forstaaelse.

»Fa’r syng!« bad Ambrosius sagte; »som du gjorde, da jeg
var liden og ikke vilde sove — nu vil jeg — men syng længe,
for jeg vil ikke vaagne mer!«

Og Faderen sang med de blide, halvslukte Øjne vendt
mod ham:

Af Dybsens Nod raaber jeg til Dig.

Herre Gud, du vilde mig bore.

Ambrosius blev opmærksom og saa’ paa Faderen. Der
gled et Aandens Lys over det ædle Ansigt, alt som han sang —
det var Smerten, der vaagnede op.

Ambrosius vendte sig bort; han taalte ikke at sé det.

Medens Faderen sang videre paa sin Salme, kom han til
at tænke paa den Gang Gutterne paa Skolen efter en Time i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0665.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free