- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
654

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Frk. Alvilde Prydz: Resultater

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Kirkehistorie havde fundet paa at kalde ham den ambrosianske
Lovsang og paa det stille Sværmeri, der lyste af Moderen, da
han beklagede sig derover; paa alt hvad denne Moder havde
ventet af ham — og han brast i en voldsom nervøs Latter.
Faderen sang videre af sin Salme, men han mærkede det ikke; om
ham vuggede den første Strofe: af Dybsens Nød raaber jeg

til dig!

Det var hans Lovsang, hans Resultat, hans og Faderens.
Hans Bevidsthed rummede intet mere; alt var øde som efter en
Brand, kun dette ene knugende Indtryk som en eneste Ruin
over Asken.

Og han lo igen.

Det faldt ham ind, om han nu begyndte at blive gal
ligesom Faderen. Saaledes skulde det altsaa ende! En Rædsel greb
ham, men han maatte le. Gal ligesom Faderen. Hvorfor gik
ogsaa hans Mo’r? Hun maatte jo vide, han var ikke færdig til
at bære det endnu.

Og han lo, ude af Stand til at standse den matte,
magtesløse Latter, som han selv fandt uhyggelig mellem Salmetoneme.
Han havde en Følelse af, at Herredømmet over de forskellige
Livsytringer gled fra ham.

Til sidst standsede Latteren og han forsøgte at tænke. Han
saa’ et øde, uendeligt Rum, et stort Legeme komme glidende;
det var en Klode. Mægtig fyldte den Rummet; han følte, hvor
den voksede, hvor den rundede sig til, han svimlede ved dens
Bevægelse, ti det var jo hans eget Legeme, der voksede og
voksede til en uhyre Masse. Den lagde sig kvælende over ham,
knugede ham. Der var ikke længer Luft og Lys, der var bare en
eneste forfærdende tung Angst.

Men Faderen sang mildt og stilfærdigt.

„Og skulde det end vare fra Morgenstund
og indtil Aftens Ende,
da skulde mit Hjærte dog ingenlund
fortvivle eller fra dig vende!

Ambrosius havde rejst sig op. Der laa en stum Rædsel
over ham; han værgede for sig med Armene og vilde ud af
Sængen.

Faderen ilede hen og forsøgte at holde ham i Klæderne.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0666.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free