Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Prof. Fr. Nielsen: Biskop Dupanloup. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nærmeste Venner. I Aaret 1827 mødte Dupanloup ogsaa
Monta-lembert for første Gang ved en Kirkefest paa La Roche-Guyon.
»Vi følte,« skrev Dupanloup om den senere Fører for de liberale
Katoliker i Frankrig, »at han var en født Atlet, og at der med
ham var kommen en Forsvarer for Frihed og Ret.«
Montalem-bert sagde paa sin Side, at en halv Times Samtale med
Rohan og Dupanloup havde været tilstrækkelig til at vise ham,
at de vare grunduenige. »Men hvad kan det skade? Jeg har
kunnet bevare min Religion mellem 120 vantro; jeg haaber, at
Gud vil give mig Naade til ikke at lade mig fravriste mit
Uafhængigheds-Princip mellem et halvt Dusin Absolutister.« »Dog,«
føjede han til, »der maa være Lighed i Meningerne, for at
Hjært-erne kunne forenes.« Derfor følte han sig aldrig helt hjemme i
den Kreds, der samledes paa La Roche-Guyon. Ogsaa Lamartine
kom til Hertugen af Rohans Hof, og han har forherliget sit
Ophold dér i et Digt om »den stille Uge i La Roche-Guyon«.
„Ici viennent mourir tous les vains bruits du monde,
N autonier s sans étoile, abordez, c’est le port!
hedder det i Digtet; men at Verdens Forfængelighed ikke var
helt udelukket fra denne stille Havn for Royalismen og
Romantiken, fremgaar af en lille Scene, som netop er knyttet til
Lamartines Ophold paa Slottet. En Aften gjorde den unge fejrede
Digter Selskabet den Glæde at oplæse en utrykt Tragedie. Alle
vare enige om, at Tragedien var stor Poesi, men lige saa enige
om, at dens Handling var for spinkel for et Teater. Da Lamartine
hørte denne Kritik, rejste han sig straks op, sønderrev sit
Manuskript og kastede ftet i Kaminen. Hans Stolthed og hans
Ærbødighed for Vennerne bød ham straks at tilintetgøre et
Digterværk, der ikke havde deres fulde Bifald. Dupanloup lagde
imidlertid Mærke til, at Manuskriptet ikke var brændt, og da alle de
andre havde forladt Salonen, samlede han Stumperne af det
sammen og ordnede dem saa godt i Løbet af Natten, at
Tragedien var frelst. Han gemte i mange Aar omhyggeligt det
Manuskript, han havde frelst, for en Gang at kunne overraske Verden
med en ukendt Tragedie af Lamartine, og først i sine senere Aar
talte han af og til om den Skat, han ejede. Da han var død,
blev Manuskriptet sendt til Lamartines Adoptivdatter, men hun
blev meget skuffet, da hun saa’, at Manuskriptet indeholdt —
Tragedien Saul, som allerede stod at læse i Lamartines samlede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
