Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Prof. Fr. Nielsen: Biskop Dupanloup. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
andre Lærere aldeles forsvandt ved Siden af ham. »Han var,«
siger Renan, »Kilden til alt i Skolen. Den havde mange Mangler;
han udfyldte dem alle. Som Skribent og Taler var han kun af
anden Rang; men som Opdrager var han uden Ligemand.«
Det var hans Formaal at danne en Slægt, der holdt fast
ved Frankrigs gamle religiøse og politiske Traditioner. Han
elskede selv den klassiske Literatur, og for den kom han siden,
som Biskop, til at bryde en Lanse; det var nemlig en Gang ét af
Louis Veuillots Klagepunkter, at han i et Hyrdebrev havde formanet
Lærerne i de lærde Skoler i sit Stift til at lægge Vind paa Studiet
af den gamle klassiske Literatur. Men Dupanloup elskede ogsaa
Frankrigs egne Klassikere, og den nyere romantiske Poesi blev
læst og drøftet tidlig og silde i hans Skole. Saint-Nicolas var
alt andet end en klosterlig Institution, hvor Tiden skulde gaa
med Bønner og Andagtsøvelser. Hele Paris, siger Renan,
sirømmede ind ad Døre og Vinduer, men ikke den parisiske
Fordærvelse! Abbé Dupanloup stræbte dog først og sidst efter at
opdrage Kirken en Flok af lydige Sønner og at skaffe den Tjænere,
der kunde være det samme for Nutiden, som Medlemmerne af
det gamle franske Præsteskab havde været i de svundne Dage.
For det gamle Regimentes store Præsteskikkelser nærede han den
største Ærbødighed. Han havde vel ingen Sympati for deres
Gallikanisme, men dyb Respekt for den Patriotisme, der havde
bragt dem til at hævde den gallikanske Kirkes Rettigheder, og
han kunde ikke finde sig i, at den moderne franske
Ultramontan-isme kastede Vrag paa Fortidens store Bisper. Han var selv en
ægte Franskmand med alle sit Folks stærke og svage Sider, og
han satte store Kræfter ind paa al opdrage sine Elever til at
være gode Franskmænd. Men det Frankrig, som han elskede,
var skilt fra Nutiden ved en Revolution, som han afskyede, og
hvis Virkninger han bekæmpede, hvor han sporede dem. Det
var nu hans Haab, at Arvingerne til de store Navne, som
samledes i Seminariet i Saint-Nicolas, skulde blive en Korshær, der
kunde tilbageerobre de gamle Institutioner og genoprette hele den
gamle Tingenes Orden. Men han vidste, at en saadan
Erobringskrig nu til Dags maa føres i Pressen og i lovgivende
Forsamlinger; derfor gjorde han alt for at lære sine Disciple at fore en
smidig Pen og at tale med flydende Tunge. Naar saa meget af
den ny Tids Frembringelser fik Lov til at sive ind igennem dette
Seminariums Mure, var det fordi Superiøren i Saint-Nicolas havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
