Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Prof. Fr. Nielsen: Biskop Dupanloup. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dømmet. Da Dupanloup kom til Saint-Nicolas, var Talleyrand
en Olding paa over firs. Efter i sin høje Alderdom at have
udført sin sidste politiske Mission i London, levede han stille i sit Hotel
i Rue Saint-Florentin; men hans nærmeste Omgivelser holdt ikke
op at minde ham om, hvad der forestaar alle dødelige og da
især en Olding, der langt har overskredet Støvets Aar.
Talleyrand havde i sin Ungdom været Biskop af Autun, men han
havde ikke læst Messe, siden Aarsdagen for Stormen paa Bastillen,
da han læste den berømte Messe paa Marsmarken. Og han, den
forrige Præst og Biskop, var indtraadt i et Ægteskab, der ikke
blot krænkede den kanoniske Ret derved, at Brudgommen havde
aflagt Cølibatsløfte. Af og til modtog han Breve fra gamle Damer,
som raadede ham til »at opfylde Himlens Ønske« ved at søge
Fred med Kirken, der havde dømt ham lil kun at nyde Nadver som
Lægfolk, med Brødet, men uden Vinen. En af disse Damer sendte
ham endog en lille Medaille med Madonnas Billede, og en af hans
mandlige Omgivelser forsikrer troskyldig, at Talleyrands Tanker
bleve vendte mod Gud fra det Øjeblik af, han fik denne Medaille,
som han stadig bar i sin Pung.
Der var dog ingen, der tænkte mere paa den gamle
Politikers Omvendelse end Ærkebiskop Quélen af Paris, som i sin
Tid havde været Koadjutor hos Talleyrands Onkel, Kardinal de
Périgord. Da den gamle Kardinal døde uden at se sit Ønske om
Brodersønnens Udsoning med Kirken opfyldt, testamenterede han
sin Koadjutor Planerne i saa Henseende. Allerede den 8de
December 1823 havde Msgr. Quélen sendt Talleyrand et langt Brev
i den Retning; men paa det havde han ikke faaet Svar, og i
tolv Aar lod han Sagen hvile. Da Talleyrands Hustru døde i
1S35 efter at være forsonet med Kirken, blev Situationen mindre
indviklet, og Msgr. Quélen tog da Mod til sig og skrev et nyt
Brev, der begynder saaledes: »Min Fyrste! En Dame, som De
let vil genkende, uden at jeg behøver at betegne hende ved de
Navne, som den borgerlige Lov tilstaar hende, men som det ikke
er tilladt at give hende efter Kirkeloven, er nylig død i Rue
Bourbon Nr. 87 efter for mig at have udtalt Ønsket om at blive
forsonet med God, efter i Vidners Nærværelse at have bedet om
Tilgivelse for de Skandaler, som hun havde været Aarsag til, og
efter at have modtaget Kirkens Sakramenter.« Derpaa gik
Ærkebispen løs paa den Sag, som Kardinal de Périgord havde
testamenteret ham, og som Paven selv fulgte med Deltagelse. Samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
