Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Er der nogen Ævne da, vi ejer?
Er der noget Maal, som helt vi naa?1)
Eller Uroen kan have sin særlige Grund i det Liv, der
umiddelbart omgiver ham. Dette: af Pligten at nødes til at færdes og
virke i den Verden, hvortil han hører, og Følelsen af, at dette
Liv stundum i sin Part river Sjælelivet ud af Ligevægt, fører det
bort fra sin stille Vækst og bringer Splittelse ind i det, kan lede
til et Sammenstød, der volder Smerte. Og særlig hans egne
Landsmænds lidet rastende Liv, deres paa praktiske Formaal
rettede ilfærdige Virksomhed kan undertiden virke frastødende paa
Digteren og den overskuende Tænker i ham, — han, der har en
saa stærk, stundum for stærk, Tilbøjelighed til at leve i en ren og pur
Idé-Luft. I Byer, siger han, dér, hvor stadig nye Raab hæve sig,
og hvor Menneskestrømmen uophørlig gaar forbi, dér burde
Englænderne begraves, »vi, som .... ikke en eneste Gang eje vor
Sjæl, før vi dø« (A Southern Night). Det hedder i et andel
Digt, at den Egn, som Mennesket nu sejler forbi paa Tidens
Flod, er den flade Slette:
„Borte er dens tidligere Kysts Ro. Dens Strøm er begrænset af Byer
og hæs af tusende Raab. Og vi paa dens Bryst, vore Sjæle ere forvirrede
som de Raab, vi høre, skiftende og farende som de Syner, vi se‘ (The
Future).
Et af de fyldigste Udtryk for Smerten ved at være undergivet det
moderne Livs spredende Magt, ved ikke at mægte at kaste al sin
Kraft over en enkelt Opgave og Virken findes i The
Scholar-Gipsy. Udgangspunktet for dette Digt er et Sagn fra det 17de
Aarhundrede om en studerende fra Oxford, der forlod
Universitetet og sluttede sig til en Flok Zigøjnere, af hvem han vilde
lære deres Tryllekunst og saa aabenbare den for Verden. Denne
unge Knøs bliver for Arnolds poetiske Betragtning et Symbol paa
en utrættet, haabfyldt og frisk Stræben mod et idealt Maal, en
Stræben, der ikke kender Mathed eller Død; — Ynglingen lever
endnu og søger frejdig sit ene Maal:
„Du har ikke følt Timernes Løb! Ti hvad er det, der udtærer de
dødelige Menneskers Liv? Det er det, at deres Væsen ruller fra Forandring til
Forandring; det er det, at gentagne Rystelser, atter og atter, udtømme de
stærkeste Sjæles Kraft og sløve de elastiske Ævner; — indtil vi efter at have
tumlet vore Nerver med Lykke og Kummer og trættet vort Vid paa tusende
’) Oversat i „Nær og Fjærn”, No. 407.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
