- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
684

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Arnolds tredivte Aar. Dens Hovedfigur er Empedokles, den
sicilianske Filosof fra det femte Aarhundrede f. Kr., som efter Sagnet
endte sine Dage ved at springe i Ætnas Krater. Digtet indledes
med en Samtale i Ætnas Skovegne mellem Lægen Pausanias,
der er Empedokles’s Ven, og den unge Harpespiller Kallikles,
som kender og beundrer Vismanden. De tale om det grublende
Tungsind, der har grebet den forviste Filosof, og de enes om, at
nu, naar Empedokles færdes paa Ætna, skal Kallikles usét følge
ham og-søge at mildne hans mørke Sindstilstand ved nede fra at
synge sine Sange for ham. Pausanias fortæller saa, at han har
spurgt Empedokles om Hemmeligheden ved et Mirakel, der
tillægges ham, Opvækkelsen af en død Kvinde, og at Filosofen har
sat Pausanias Stævne paa Ætna ved Aftentid: dér vil han aabenbare
sin Kundskab for ham. Dette sker i et mægtigt rytmisk Udbrud
af Empedokles til Lægen, hvori han straks afviser Talen om
Miraklet og kraftigt og sluttet giver sin strænge, resignerede
Livsopfattelse. Digtets anden Akt bestaar saa væsentlig i Enetaler af
Empedokles, der skildre hans Mismod, Tungsind og Livstræthed,
indtil han ved Dramaets Slutning styrter sig i Ætha. Men som
lysere Mellemrum i Empedokles’s strænge og tungsindige Ord
skyder sig saa Kallikles’s fem Sange ind, sungne til Harpen, og
den sidste af dem, der priser Apolio og Sangens Kanst, ender
Digtningen. Det hele Digt, sammenlignet med et Landskab, gør
Indtryk af en vidt udstrakt, graa og trist Sandørken, hvor
Empedokles’s første store Udbrud hæver sig højt op som en mægtig,
mørk, fastbygget Pyramide, og hvor Kallikles’s Sange slynge sig
hen som fem blinkende Smaafloder.

Digtet er i øvrigt, som Drama betragtet, mangelfuldt; der
er liden Handling og liden Udvikling deri; det er mere Lyrik end
Drama; desuden er det en Kompositionsfejl, der gør et uheldigt
Indtryk, at Empedokles, som prædiker en Livets Resignation, der
skal tages for Alvor i hans Mund, kort efter saa lidet forstaar at
resignere, at han tager sig selv af Dage. Matthew Arnold har i
nogle Udgaver af sine Poesier udeladt Digtet i dets Helhed og
kun indskudt enkelte smaa Fragmenter; og han har netop gjort
dette af kritisk Strænghed mod sig selv, fordi han fandt, at det
fremstillede en poetisk mangelfuld Situation, en saadan, hvori der
stadig og vedblivende dvæles ved en Tilstand af aandelig Nød,
uden Handling, Haab eller Modstand1). . Heldigvis for dem, der

’) Se Fortalen til Udgaven af 1853 (optrykt i Udg. af 1854).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0696.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free