Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
virker, stønner og sukker gennem alle Ting, gennem Jord og Luft
og Hav, Mennesker og Planter og Stene, og denne Universets
Guddom afviser da roligt Forbandelserne over sig selv. Men som
vi dannede Guder for at anklage og forbande dem, saa danne vi
dem ogsaa for at støtte os til dem. Vi kaste vort Blik paa
Verden og vi soge at granske den og lære den at kende udvendig
og indvendig, i Fortid og Nutid.
„Men stadig, eftersom vi skride frem, svulmer Massen mere og mere af
Bind, der endnu skulle læses, af Hemmeligheder, der endnu skulle udforskes.
Vort Haar bliver graat, vore Qjne fordunkles, vor Hede tæmmes; vi give vore
Ævner Hvile og tale saaledes til Guderne: „Hvis der findes sand Videnskab,
dvæler den i eders Boliger! Menneskets Maal kan ikke udmaale det
umaade-lige Hele. I alene kunne omfatte Verdens grænseløse Plan; vor fortvivlede
Forsken var Synd. og vi opgive den herefter, ene sikre paa, af eders Aand
ser alle Ting, som hændes.* Taaber! Det, at Mennesket i sin korte Livsfrist
ikke kan se alle Ting. giver ingen Grund til at paastaa, at der er Guder, som
gøre det; ikke heller beviser det, at han er træt, at han har et Sted, hvor
han kan hvile.*
Eller vi hige med Ungdommens Længsler ud mod den friske
og straalende Verden, plukke, længselshede efter Glæden, Blomst
for Blomst og trykke lidenskabelig Haand efter Haand, til vi se,
at vi ere bievne ældede og matte og utilfredse, men at Hungeren
efter Fryden brænder ufortæret i os endnu:
„Vi standse: vi tysse paa vort Hjærte og tale saa til Guderne: „VerdeD
har undladt at give den Glæde, vor Ungdom drommer om, undladt at fylde
den Tomhed, som vi bære i vort Bryst. Foranderlige indtil nu. saa’ vi stadig
hen til noget nyt; lad os herefter med uforanderlig Vilje se hen til eder for
hos eder at finde den Glæde, vi forgæves kræve her.* Taaber! At Lykken
saa ofte her spottede vor Bon kunde, mener jeg. faa os til at frygte et
lignende Udfald andensteds. — faa os til, ikke at flygte til Drømme, men til
maadeholdne Ønsker. Og dog. for dem, der kende sig selv. der vist drage
deres Vej gennem Livet og boje sig for, hvad de ikke kunne bryde, — hvorfor
skulde jeg sige, at Livet for dem behøver kun at give maadeholden Lykke?
........ Er det saa ringe en Ting at have glædet sig ved Solen, at have
levet let i Foraaret, at have elsket, at have tænkt, at have handlet, at have
fremmet sande Venner og slaaet svigefulde Fjender ned, — saa ringe, at vi
maa opdigte en Lykke i en tvivlsom Fremtid, og medens vi drømme over den,
lade vor hele nuværende Tilstand gaa til Spilde og forvise vor Hvile til
endnu fjærne Verdener.*
Og Tænkerens sidste Lære til Pausanias lyder saa saaledes:
„Landsbyens Bonde foler Sandheden mere end du, han, som nødig
forlader dette Liv, der kun giver ham lidet. — som nodig forlader sin haardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
