- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
689

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. Ad. Hansen: Matthew Arnold som Digter. II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

sine Ørne, sønderbrød sit Sværd og lagde sit Scepter ned, opgav
sit Purpur og sin Kejserkrone, forlod alt, tyede til Ørkenen,
vaskede Bekymringen fra sit Ansigt i Taarer og stod som et
smilende Barn midt imellem Ruiner. Men ogsaa denne Troens
herlige Verden visnede omsider hen og blev som et Lig, der
endnu talte, men kun døde Ord. Og saa kom Revolutionens
Storm over Evropa og splintrede den gamle Verden, og paa
Stumperne arbejdede Menneskene som før, men hver for sig,
uden Samfund med hverandre; og Obermann saa’, at de led som
før, »og dog have Menneskene saadan Trang til Glæde, men
Glæde, hvis Grundlag er sandt«, — og saa flygtede han til
Alpernes Ensomhed og levede og døde, »fattet paa at taale«. Men
videre hedder det saa mod Slutningen fra Drømmesynets Mund
til Digteren:

»Fortvivl ikke du, som jeg fortvivlede, lad ikke heller det kolde Mulm
være dit Fængsel! Fremad ere de milde Timer dragne, og sé! Solen er staaet
op! Den bryder Fortidens Vinter; en gron, ny Jord kommer til Syne.
Millioner, hvis Liv laa fast i Is, have Tanker og Smil og Taarer. Hvad om der
endnu behoves Anstra’ngelse, StridV Om meget endnu ikke er vundet? Dog
stiger den varmt op, Livets Time! Dodens Istime er forbi! Verdens store
Orden gryr skinnende frem efter et langt, barskt Morke, — guddommeligere
tænkt, klarere sét, eftertragtet med lykkeligere Iver. Med slukket Haab og
sluttet Bryn saa’ jeg Nutiden dø; dens Livsfrist var næsten endt; dog havde
den mere end jeg. Men du, – om end du kommer til Verdens nye Time
med skæmmet Aasyn, berøvet den Glæde, den Blomstring, den Kraft, som
bedst sømmer sig for dens Skjald. — om end mere end Halvdelen af dine Aar
ere svundne og din Ungdomsstyrke forødt, — om der end, kastede om din
fastere Manddom, hænger Sørgeklæder fra vor tungsindige Tid, hvis hele Trolddom
din Ungdom følte, og hvis hele Skygge den gennemvandrede, — om du end
kommer sent, om du end er sløvet og svag, saa forkynd dog Haab til en
nyskabt Verden! Hjælp den at stille hin dybe Higen, det Savn, der forvirrede
vor Hjæme og fortærede vor Sjæl med en Tørst som Ild, denne ulægelige
Smerte, det, som drev vort Liv ud til de øde Steder, til Alpesneen, og
lammede alt vort Ord med Tvivl og alt vort Værk med Kummer; — hvad der
endnu er tilbage af Styrke, anvend det til at hjælpe at opnaa dette Maal:
én fælles Bølge af Tanke og Glæde, der atter løfter Mennesk
e-slægten!*

Paa dette Punkt synes Matthew Arnolds poetiske Virksomhed
i alt væsentlig at have naaet sin Afslutning. Han har siden da
kun ladet trykke ganske enkelte spredte Digte. Og paa dette
Punkt munder hans Poesi ud i hans øvrige og senere
Aandsarbejde. Ti jeg tager næppe fejl, naar jeg blandt andet og særlig

Tilskueren. 1884. t")

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0701.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free