Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Cand. polyt. E. Petersen: Franske Naturforskere ved Slutningen af det 18de Aarhundrede. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Virkemaade, deres Funktion (saaledes som Aristoteles havde
paavist deD, ej heller selve Organerne, men kun deres enkelte Dele,
»de Materialier, hvoraf Organerne ere sammensatte«. Som Eks
empel anfører han Ganebenet, der hos Mennesket bestaar af fem
Ben, hos Katten f. Eks. af ni; efter Teorien om Analogierne
søger man nu de fire forsvundne. »Materialier«, og denne bliver
derved et Opdagelsesmiddel. — Med Hensyn til Cuviers Teori om
Hensigtsaarsager bemærker han: »Jeg vogter mig for at tilskrive
Gud nogen Hensigt............... Jeg kender intet Dyr, der bør
spille en [bestemt] Rolle i Naturen.« Det er, mener han, at lade
Aarsagen opstaa af Virkningen *). — For øvrigt viste Cuvier sig
sin Modstander langt overlegen i Debatten, som han-stadig søgte
at faa til at dreje sig om bestemte Eksempler. Geoffroy beklagede
sig ogsaa senere over, at medens hans Modstander kunde bevise
sine Paastande med Kendsgerninger, med Tingene selv, havde
han derimod ikke denne Fordel: »Ti man kan ikke synliggøre en
Idé, der kun kan straale for Aandens Øje.«
Debatten standsede fved Cuviers Død (1832); men Geoffroy
vedblev at arbejde med sin Teori og kom senere tilbage dertil.
Han optog Udviklingstanken, og han skrev i 1837: »Troén paa
Arternes Uforanderlighed bør være forbi, som ude af Stand til at
fortsætte. Det var en Synsmaade,..............der har aabenbaret og
fastslaaet Afslutningen af Cuviers Aarhundrede, den Epoke, der
alt for udelukkende har været optagen af Beskrivelser og
Klassifikationer« 2). — Naar Eftertiden heri har givot Geoffroy Ret, og
naar Guvier saaledes synes at have stillet sig paa den modsatte
Side af Fremskridtet i Videnskaben, saa maa man erindre, at
hvad han bekæmpede kun var de forhastede Teorier, der fremgik
af Spekulation og ikke af induktiv Forskning. I Indledningen til
Bogen om Revolutionerne paa Jordoverfladen siger han selv om
den Videnskab, han her behandler, at »den Epoke, hvori den for
Tiden befinder sig, ligner omtrent den, da Filosoferne troede, at
Himmelhvælvingen bestod af Kvadersten, og at Maanen var saa
stor som Peloponnes. Men efter Anaxagoras have Kopemikus
og Kepler banet Vejen for Newton; og hvorfor skulde
Naturhistorien ikke ogsaa en Gang faa sin Newton?« — Vi, der have
’) Principes zool. p. 10, 61 o. a. St.
J) Compte rendu, 16de Jan. 1837.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
