Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: Judics Forestillinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lidt gnaven Kritik fra dem, der her skulde vejlede Publikum,
har maaske yderligere bidraget til at vildlede. Man har i rigt
Maal — Kritik som Publikum — feteret Visesangersken, den
skønne Kvinde, Munterheden. Man synes mig i for ringe en Grad
at have dvælet ved den kunstneriske Storhed i den nu en
Gang givne Genre. Men livis man ikke gør det, er Uretten stor.
Kritikens Adjektiver, som, de samme hver Dag, maa bruges Aar
efter Aar, bliver hurtigt udslidte Mønter; nye
Sammenligningspunkter er det eneste, som kan gengive dem noget af deres Præg.
Men disse Sammenligninger, som man ikke skal fly, men just
fremme for derved at løfte vort eget kunstneriske Niveau — disse
Sammenligninger kan kun anstilles, naar man oprigtig giver det
store Mønster, hvad Mønsterets er.
Og Anna Judic er Mønsteret. Hendes Ry skyldes for en
stor Del det nøje Slægtskab mellem hendes kunstneriske
Personlighed og det parisiske Publikum; men at hun har bevaret
dette Ry, skylder hun sin Kunsts Mesterskab. Det skulde synes
saare let at sé. Ti disse Parisere, som har forgudet hende i en
halv Menneskealder, de er — og netop hendes Kreds — hvad
man nu end vil sige om dem, næppe uden en vis Forstand paa
Kunstens Metier. Det er ikke saa besynderligt; de vilde slet ikke
kunne undgaa at faa den fint maalende Sans. Aar efter Aar
bringer det hele Evropa dem Blomsten af sin Berømmelse, uden
deres Præg ingen »Stjæmer«, uden deres Daab intet Navn.
Det er et nyt, raffineret Areopag for det kunstneriske Evropa.
Dem tilføres bestandig ny Sammenligning; ny Færdighed
hos en ny ansporer til evindelig Anstrængelse hos alle; her kan
man ikke være Nummer et, man kæmper altid for at være det.
Og i denne altid fornyede Væddestrid, paa en Arena, hvor saa
mange kappes, med saa mange Kræfter — her er det, Judic i
femten Aar har hævdet sin Plads som den første.
Hun har kun kunnet gøre det ved kunstnerisk at yde det,
som i Genren ingen kunde overgaa. Vi nyder hendes Kunst ikke
af et ciseleret og gyldent Bæger, men af en af hine vidunderlige
Blomsterholdere fra Sévres — intet er saa fint som deres »brudte«
Prydelse: Hvert Blad et Kunstværk; og den hele Krans en
vidunderlig Harmoni. Saaledes let, og dog saa fast i Sartheden,
saaledes fuldendt og dog saa fordringsløs er Judies Kunst.
Hun har det fuldkomne Herredømme over en skøn Stemme.
Hendes Piano smelter som Violintoner. Hendes Vekslen fra Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
