Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: Judics Forestillinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til Tale^sker ved en Tonemes sagte Gliden over, saa man næppe
véd, hvor Musiken tier. Selve de Modsætninger, paa hvilke
hendes Spil altid er bygget, de to evigt skiftende Personer, som
hun viser os i hver Rolle, de saa at sige ansættes saa
vidunderlig sikkert, i en eneste Tone, i et eneste Blik, i den ringeste
Bevægelse, at intet kan tage Kampen op med dette Mesterskab.
Alt dette forstod vort Publikum ikke. Hvis det havde
turdet, vilde det have fundet Judic »uendelig svær« og intet
videre. Nu vil det maaske hævne sig, fordi det har siddet saa
taalmodigt under Pidsken af et uforstaaet Verdensnavn — ved at
række Kranse og Laurbær til alle de fortryllende
»Porcellæns-dukker«, der for Fremtiden synger »Niniche« og »Josephine«.
Det vil være enkelte — og mest enkelte stærkt musikalske —
forbeholdt at bevare Mindet om Amélies Sang som en Erindring om
uopnaaelig sart og jomfruelig Skønhed. Men disse faa vil heller
aldrig forglemme.
Var vort Publikum uforstaaende over for det rent
kunstneriske hos Anna Judic, var det, som sagt, naivt over for Genren
Judic.
Genren er bleven Fordærvelsen i Kate Greenaway-Kostume.
Dette er det yderste Udtryk for Specialiteten, hvis Raffinement
er steget fra Niniche til Nitouche. Judic spiller den
Fordærvelse, som vil hevare Skinnet. Hun er den anstændige
Uanstændighed, en Letsindets Smugdrikken, de stjaalne Blikkes
Kunst.
Det gentages hundrede Gange i hendes Roller, at »hvad
man har glemt, er aldrig sket«. Grevinde Korniski betragter
med et koldt Blik den, hvem Niniche for et Minut siden gav alt.
Og i »Lilis« Livsbog er hendes Fejltrin et — hvidt Blad.
Men denne Last, som er uskyldig, denne Respektabilitet,
som er fordærvet, denne Person, som er to, hvoraf man kun
behøver at se den ene — Dydens, mens man bare blinker til
den anden: Letfærdighedens; alt dette fordrede netop det Paris,
som gjorde Judic berømt. Det er det hykkelske Paris, som
gjorde moderne de »Jerseys«, der dækker lige til Hagen saa
stramt — at de afdækker alt. Ulykkerne, som kom over Frankrig,
forlængede Letfærdighedens Skørter, saa der blev mer at løfte op.
Derfor vilde Pariserne ikke længere den dekolelterede Operette,
men Operetten i det sluttende Atlaskliv. De ønskede det tilhyllede
for det afdækkede: Uskyldighedens Mine svøbt graciøst om For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
