Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Andet Kapitel af Jonas Lies nye Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og det vakte jo en aldeles hovedstyrtende
Forbavselse, da det spurgtes, at Marianne Foss, den vakre, kvikke
Marianne Foss! skulde »gaa i Hubron« , giftes med Bastian
Borg. Han lignede en Hauk, som havde hængt for gammel paa
Spigeren!
Men over til Borgsviken fik han hende, hvordan det nu
gik til.
Og op fra Ladestedet kom gamle Bastian hver Gang
behængt med Presenter, Kjoletøjer og Ha)tesiør og Syskrin og fine
Støvler, — for den Mand er en Daare, sagde han, som ikke
for-staar en ung Kones naturlige Begær.
Som rimeligt blev der anderledes Indryk og Besøg end
før paa Borg, det var jo ogsaa noget, som Bastian indsaa . . .
Men mere og mere underlig af sig blev han.
Han gik stilfærdig omkring for sig selv. Folkene kunde
sé ham staa og lytte i Skumringen paa de urimeligste Steder,
saa her og saa der. De mente, han maatte have Uro af den
gamle Skibsnissen sin, — et og andet uopgjort dem imellem,
-at det var den Karen, han var synen for . . .
Nu i Vaar havde den unge Ferdinand Wiese, som altid
plejede at være paa Julebesøg hos Fogdens, Søn af Skibsbyggeren
oppe i Fjorden, bedt om at faa logere sig ind der de Par Uger,
han skulde annamme Skibsknæer og Egemateriale ti) Kranen i
Skogene der omkring.
— Det var en Eftermiddag i Skumringen, at Bastian nok
syntes, der blev noget ensomt neden under. Han steg op ad
Trappen til Gulsalen, hvor han vidste, Marianne lagde Dækketøj i
Klædeskabet. Der blev han staaende i Dørglytten.
Men, hvad han der havde sét, var ikke godt for nogen at
sige, for Stuepigen, som havde været oven paa og hængt væk
Klædessnorer, sa^’, at han var ganske hvid i Ansigtet, da han
vendte sig om og gik op ad Loftstrappen. Hun hørte, det
knagede langsomt og tungt i Fjælene efter ham, og saa blev det saa
stille, at hun hørte Dryppet uden for af Tagrenden.
Da hun siden kom op paa Loftet med Klædeskurvene og
Praasen i Haanden, troede hun først, han igen stod der og lurede
og grundede. Men saa fik hun sé, hvordan det havde sig, — og
da var det, de hørte Skriget nedover alle Trapperne.
Ja, saa forklarede Stina den samme Aften.
Dagen efter vidste hun imidlertid nøjagtig at berette om,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
