Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Andet Kapitel af Jonas Lies nye Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvorledes hun havde funflet ham med Ryggen mod Bjælken død
af Slag . . .
— Og i Dag havde der været Gravøl paa Borg, et
ordentligt Gravøl! Det vil sige slet ikke noget overdaadigt flot, hvor
det bugnede af Hetter og flommede med Vin — saadan, som man
for øvrigl ellers kunde ventet det i Fossegaardsfamilien. Men
tvært imod hellere et ordentligt i Betydningen pænt og passende,
næsten henimod nogternt.
Det var en stille, lavinælt, højtidelig Begravelse med én for
én Skaaler udbragte af Mads Foss for Avtoriteterne: Præsten,
Fogden og Sorenskriveren.
At gamle Foss saa’ noget medtaget bleg ud efter
Sygdommen, gjorde ham kun vakker og værdig; han rørte nsesten
ikke ved det stærke mere end, saa vidt Skaaleme krævede.
Sønnen, Grossereren nede fra Kystbyen, takkede paa sin
Søsters Vegne i velvalgte Udtryk de mange udenbygds, som havde
vist Huset den Ære.
Noget, som havde tynget Luften, var ved fælleds Venners
Konduite lykkelig ryddet af Vejen. Bastian Borg skulde
begraves i indviet Jord! Der var endog demonstrationsvis bestflt
fra Hovedstaden et Jærngitter med forgyldte Knopper.
Det var en officiel Hemmelighed, som man her stod om,
tavse og velforseglede. Og hver, som vilde regne sig i nogen
Sammenhæng med »the upper« i Egnen, følte Æren af at være
med i dette Fossegaardsfamiliens Privatisimum, og at han havde
at bidrage sit til at kremte og støtte det.
Alle naturligvis — undtagen gamle Tolderen paa Furusæt,
som altid gik der med Luggen strittende op ad Nakken og grén
imod Strømmen. Han paastod uden Sky, at det var Selvmord,
og at Stina Stuepige — og flere end hun! — var underkøbte.
Der nyttede intet Gitter om det, for alle saa’ gennem Sprink-
lerne. . . .
Men hvem brød sig om en slig ansvarsløs Kæft! —
Enken var vakker i sin sorte uldne Dragt, det lod sig ikke
nægte, de Glimt af hende, de selskabelig udvalgte fik, — saadan
hyggelig, lun ung Kone med den ranke Vækst og de graa talende
Øjne under tykke sorte Bryn. Det ellers saa livlige og
letbevægelige Ansigt var i Dag saa stilfærdig nedslagent. Det var en Kone
med Takt, Marianne Borg; — og skulde nogen paa Eossegaard
mangle det? . . .
4S*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
