Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Andet Kapitel af Jonas Lies nye Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fester i Sommertiden og dansede oven for paa Plænen, sét
Træerne om Kvældene illuminerede med Begfakler og derunder
alle Haande ravende og lailende Skikkelser . . . havde vel og i
Tidens Løb sét et og andet blegt, forstyrret Ansigt staa og stirre
ned — saa en Mands, saa en Kvindes, — som det vilde finde
ud, hvor dyb den var der under Grønsken. Mads Foss’s
Bedste-faT, Kommerceraaden og Skibsrederen John Foss, da han maatte
opgive sit Bo, gik der længe en Eftermiddag med Armene
overkors og grundede paa de Karudser!
Det var da, alle Ejendommene ned mod Sjøsiden kom
over i fremmed Haand . . . Men ogsaa da, Møllebruget blev
bygget, som durede og rystede saa Dag og Nat der nede fra og
tjænte Penge til Fossegaard som det eneste Aargangsfald viden
om . . . helt til Processen kom paa om Damretten, som tabtes.
Da blev det stilt, og Duren standsede lange Tider paa Aaret . . .
At Haaven nu til Dags sjældnere gjorde sine herjendeGreb
ned i Dammen end i tidligere Dage, turde ogsaa have sin
Forklaring i, at Mads Foss selv aldrig vilde spise Karudser. Grunden,
— at en Husjomfru i hans Far’s, Krigskommissærens, Tid var
forsvundet og fundet igen der ud paa Vaaren, — fandt han ikke
for godt at rykke ud med.
De gamle Karudser kunde have adskillige Ting fra gammel
Tid af at grunde og ruge over der i Slammet . .
Men lad os ikke rive op Tørven!
De værste Hjemsøgeiser, der fra Alders Tid var overgaat
de gamle brave Karudser, var dog alle de farlige, hvasse
Flaske-skaar og skarpe, kantede Buteljestumper, som Aar efter Aar nu i
Sommerferierne blev kastet ned i den.
Medens de voksne gastererede i Hovedbygningen, holdt
Husets to Sønner deres eget Leven i det nederste Lysthus, det af
Træ med Muren under. Brødrene havde Kammerater fra Skolen
med sig hjem i Besøg, stjal Vinflasker i Kælderen og begrov
dem — efter felink, klink mod Muren, — omhyggelig i
Karuds-dammen, hvor de endnu laa med Spidser op af Dyndet og
flængede og rev og skar.
Formanden for dem var den samme lange, lyshaarede
Plageaand af en Gut, — Johnny, Lorden til Fossegaard, som han
kaldtes — Husets ældste Søn, — der saa hændig havde gjort
Opdagelsen at bringe tomme Flasker ud af Verden. Og den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
