Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Prof. Fr. Nielsen: Biskop Dupanloup. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fordi han vidste, at det vilde støde paa Vanskeligheder i Rom.
Men da Leo XIII havde besteget Pavestolen, ophørte det spændte
Forhold til Pavedømmet; ti den forrige Kardinal Pecci havde mange
Berøringspunkter med Dupanloup. Derfor blev der gjort Skridt
for at skaffe ham Kardinalhatten, men de førte ikke til noget.
Han vedblev til sin Død kun at være Biskop i Orléans; Ærkesædet
i Lyon, som var ham tilbudt, afslog han at modtage. I sine
sidste Aar var han især virksom for Fusionen af de to kongelige
Linjer, og han raadede Greven af Chambord til at opgive sin
Afsky for Trikoloren, naar han derved kunde opfylde sine Pligter
over for Fædrelandet; men den legitime Prætendent, der var i
Ultramontanismens Vold, gav ham et kort, affejende Svar.
Falloux boede just hos ham i Versailles, da disse
Fusions-Underhandlinger stod paa. Han saa’ Dupanloups Glæde, da man en
Morgenstund sidst i Juni 1871 mældte, at den kongelige Families
Udsoning var en fuldbragt Kendsgerning, som Thiers selv Aftenen
i Forvejen havde proklameret i Ptæsidentboligen. Men Dagen efter
saa’ Falloux hans Fortvivlelse, da det rygtedes, at andre
Indflydelser havde gjort sig gældende, og at Planen var strandet.
Ogsaa i denne Sag stod Louis Veuillot og Dupanloup over for
hinanden i forskellige Lejre, og ogsaa her gik den første af med
Sejeren.
I Aaret 1875 blev Dupanloup Senator paa Livstid, og skønt
han i Senatet stadig følte sig »som Daniel i Løvekulen«, tog han dog
med sædvanlig Energi Del i alle Forhandlinger. Den sidste Sag,
der vakte hans gamle Kamplyst, var Forslaget til en Nationalfest
i Anledning af Hundredaarsdagen lor Voltaires Død. Med stor
Heftighed interpellerede han i Foraaret 1878 Ministeriet om denne
Plan, og han besluttede at skrive et Skrift om Voltaire for at
vise sine Landsmænd, hvor liden Grund der var til at mindes
den Dag. For at samle Kræfter hertil rejste han først til
Ein-siedeln, hvor nan, som saa ofte tidligere, tilbragte nogle stille
Dage ved det berømte Madonna-Billede. Derfra log han til
Savoyen, hvortil Barndomsminderne idelig havde kaldt ham, og
paa Slottet Lacombe kastede han sig med Iver over den nye
Opgave, han havde stillet sig. Midt i Juli 1878 modtog han fra
Pave Leo XIII et Brev, i hvilket denne takkede ham for hans Breve
om Voltaires Hundredaarsfest, der havde forhindret »den nationale
Ovation, som man havde tiltænkt Ugudeligheden for at tilføje den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
