Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - Bertel Elmgaard: Egne Veje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•
middage og i jævnere Aftenselskaber var det gaaet op for dem,
at Folket der ude paa Mark og ved Kyst i Grunden var et
gemytligt, fredsommeligt Folk, der — naar man blot var fri for alt
Agitationsvæsen — altid beskeden vilde hygge om sin egen Rede
og loyalt og ærbødig se op mod dem, der nu en Gang ved
Fødsel og Rang havde faaet Visdom til at styre. Og saa var
man af fuldt Hjærte gaaet med til at bringe Idyllen til sin
Ret igen.
Der var en anden Bevægelse oppe med næsten modsat
Tendens, som Familien sandt at sige havde koketteret en Del
med, men godt at man var ude over det, Stillingen dér havde
været saa underlig utryg, uden Fodfæste.
Det var næsten som i Dag her i Højskoven. ■
Man var nemlig her stødt paa en Krog, der aldrig havde
set Mærker af en Støvlehæl og kun yderst sjældent af en
Brænde-samlerskes Træsko. Det var et Sted, hvor alt groede saa frodigt,
saa overmodigt vildt, hyor et skikkeligt gammelt Grævlingepar
endnu kunde snuse omkring, og hvor et ungt Raadyrkid endnu
kunde drømme i Fred en lang Skærsommer.
Op igennem Kløfterne var der en bugnende Fylde af Bog
og Hassel, Hindbær og Brombær, Røn’ og Slaaen, lutter glad
Ungdom, bænket ved et rigt dækket Gildesbord, og op over
Bakkesiderne klatrede svajende ungt og ivrigt Buskads for at se
Herligheden efter i næste Kløft, medens øverst paa Bakkekammen
stod en gammel skægget Røn med den bærrøde Krone løflet,
viftende som en Fane.
Det var Ungdommens Skyld, at man havde vævet sig ind
i dette Ustyr. Fætter Kis og især de unge Frøkener gav ingen
Fred. Tante strittede en Stund imod, men siden det nu en Gang
var Sommerens sidste Dag, saa fik Ungdommen Lov at raade, og
saa kom hele Familien i Vildnisset.
Straks var de som ellevilde af Henrykkelse.
Her raadede en fin, sød Duft. Solen skinnede paa de
mægtige Stammer højt oppe. Over det modne Græs stod et skært,
hvidt Lys, som fortonede i blød, grønlig Dæmring nede mod
Kløfternes Buskads. En af de unge Damer manede Ekko saa
længe frem, at det ikke var hendes Fejl, naar -en ældgammel,
mosgroet Kavaler ikke skred ud af Bakken og bød hende Armen;
andre gik paa Opdagelsesrejser og hittede en lille fornøjet tiskende
Bæk dybt inde mellem Græs og Ranker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
