- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
818

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - Bertel Elmgaard: Egne Veje

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Hun strakte de røde, knoglede Næver frem. Hendes Øjne
glimtede ved Tanken om disse Hænders lange sejge Dont, og
den nedgaaende Sol skinnede i dette Øjeblik gennem et
Poppel-træsr raslende Blade ind paa hendes Kind og lagde et kækt,
gyldent Skær over den brune, furede Hud.

»I fik ikke Skovløberhuset?«

»Nej; Aarene gik. Skovfogeden sagde, han kunde ikke
anbefale Rasmus. En anden fik Pladsen, da den blev ledig, og vi
sad i det samme Hul, lige saa vidt som da vi begyndte, akkurat
som en tøjret Lænkehund .... Nej, det er ikke sandt, vi var
ikke saa vidt, det havde først en Tid staaet helt stille med os,
saadan ligesom naar Vind og Vejr vender sig, og saa gik det
tilbage. Rasmus gik og dovnede og aad alt op, hvad vi bjærgede
ind. Vi havde faaet et Barn, en Dreng, og en anden Knægt
havde jeg maattet tage efter min Søster, som var død i
Barselsæng.

Naa, jeg har nu altid været skrap i Munden, og jeg
gennede paa Rasmus, det bedste jeg kunde, skar hans Mellemmad
og fulgte ham op til Skoven; han lovede alt, men naar jeg var
borte, aad han sin Mad og lagde sig til at snue. Han blev saa
dorsk og dvask og brød sig Fa’en om alt andet, undtagen at æde
og sove. Der var intet Udkomme med -ham, det var ligesom jeg
havde et Klods om Benet .... Aa, mangen Gang kunde jeg
smide mig ned ved Havegærdet og græde og vride mit Forklæde,
saa ulykkelig som jeg var. En Dag manglede vi Brød, en anden
Dag kunde jeg ikke skaffe Drengene et Stykke helt Fodtøj — og
saadan rullede vi afsted ned i den sorteste Elendighed.

Stump efter Stump, af hvad vi ejede, blev sat i Pant, og
væk røg det ... . Aa, jeg glemmer aldrig den Dag, da de kom
og vilde skrive en dejlig hvid lille Gris, vi havde. Den havde
staaet hele Høsten, og jeg havde sanket Bygaks til den og fodret
den med Valle og Kaalblade, saa den var bleven saa nydelig
trind som en Pølse. Jeg bandte paa, at den skulde de ikke faa.
og om Morgenen fik jeg den i en Pose og slæbt op paa Loftet,
og. her gemte jeg den ind under Taget og strøede lidt Halm og
Høsmuld oven paa.

Men Prokuratoren vidste, der skulde være en Gris, og Død
og Kritte, hvor han brugte Kæft, da han ingen kunde finde, og
jeg sa’e, jeg havde solgt den. Han sprang og rodede omkring
fra én Krog til en anden, og jeg troede allerede, min Gris var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0830.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free