- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 1 (1884) /
819

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - Bertel Elmgaard: Egne Veje

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

frelst. Men til al Ulykke bryder han Sovekammerdøren op og
stikker Hovedet ind. Der sad Børnene, og da de ser dette her
fremmede Gesicht, stikker de i at brøle. Grisen laa lige oven
over, den bliver bange og begynder at grynte og trimle rundt i
Posen. Nu var der ingen Redning, min dejlige hvide Gris tog
de med sig. Men da de kørte hen ad Vejen, kunde jeg endnu
hore, hvordan den laa og gryntede i Vognen, og da sank jeg
sammen her ude midt i Døren og syntes jeg var den ulykkeligste
Stakkel, fordi de havde tagel min Gris, min lille hvide Gris, som
jeg saadan havde plejet og fedet og var saa stolt af. Og begge
Børnene gik saaniænd hele Dagen og græd over Grisen.

Og saadan gik det. Ingen Gris, ingen Ged, Hønsene
trivedes ikke, der blev tomt i den ene Krog efter den anden. Og
saa gik Rasmus der og dorskede Uge glad omkring! Jeg skændte,
græd og tiggede, men det hjalp kun til at gøre Pinen længere...
Naar jeg nu tænkte paa det kønne Skovløberhus, saa var jeg

lige nær ved at gaa fra Samlingen, og jeg table da ogsaa til

sidst Modet.

Saa kom der en Dag, da de solgte de sidste Trævler og
Stumper, vi ejede. Om Altenen var det Regnvejr, og da maatte
jeg klatre op ad Stigen med Børnene og lægge mig paa Loftet i

en Dynge vaad Halm. Del var al den Sæng, vi havde. Børnene

sov snart; jeg laa og borede mig længere og længere ned i
Halmen, det var ikke til at faa Søvn i Øjnene. Jeg tænkte paa,
hvordan Elendigheden var kommen, og da jeg saa huskede,
hvordan Grisen var gaaet, hvordan Geden var gaaet, og Hønsene og
alt Indboet var svunden, Stykke efter Stykke, og jeg saa’ for
mig de tomme Sieder, hvor Dyrene havde haft deres Plads, saa
kogte det op i mig, jeg knyttede Hænderne, saa Neglene sad i
Kødet, og svor paa, at nu skulde vi skilles. Dette her var jeg
ikke født til.

Jeg havde tænkl paa det før, men ikke haft Mod.

Næste Dag saa siger jeg lil Rasmus: Nu gaar vi op til

Præsten.

Ja, ban var lige glad.

Da vi kom der op, maatte vi vente, til Præsten var færdig
med Morgenkaffen, saa kom vi ind.

Rasmus sa’e ikke noget, og Præsten sa’e heller ikke større,
saa tænkte jeg, det er bedst, du lægger for, for nu skal

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Nov 21 04:09:56 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/tilskueren/1884/0831.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free