Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - Bertel Elmgaard: Egne Veje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skovfogeden ved Næsen, forgangen Uge jeg var henne efter Mos
og Granris.
Jeg og en anden Kranse-Kone fulgtes ad; saa som vi
lige er bievne færdige med at plukke, opdager vi
Skovfogeden et Stykke inde mellem Træerne. Hvad vi har at gøre:
hun tager Risene og dukker sig under Buskene, mens jeg haler
af Sted med Kurven fuldt af Mos, og Skovfogeden er jo straks
bag efter.
Han raabte, jeg skulde vente, men jeg blev ved i
rask Gang tværs ind gennem Skoven og lod, som jeg hverken
hørte eller saa’ ham. Da jeg saa endelig mente, at den
anden Kone maatte være i Sikkerhed, gav jeg bedre Stunder,
og Skovfogeden kom saa hinkende og pustende og var rigtig
ædderspændt gal.
»Jeg skulde skyde Benene fra hende, skulde jeg,« sa’e han,
»lad mig se, hvad hun har i sin Kurv.«
»Saadant rigtig dejligt Mos, nu skal Skovfogeden se.«
»Nej, saa skulde da Dævlen! Men hvorfor pisker
hun saaledes af, gamle Heks?«
»Aa,« svarede jeg, »jeg syntes saamænd der trak et
Tordenvejr op, og saa vilde jeg skynde mig at komme i
Husly.« —
Det forstod han, saa benede han af ind i Skoven. Men vi
havde reddet vore Granris.«
Hun smilte, og Smilet var farvet af det Humør og den
Trods, hvormed hun saa uforknyt har slaaet sig igennem
Livet, til hun nu sad trygt ved Hus og Hjem med sine to
Drenge.
»Naa jøses,« udbrød hun, »jeg staar og lader Munden
løbe — jeg er jo lidt rap i Tøjet — og jeg skulde endda
ind og koge Suppe til Drengene, de kommer hjem i Aften og
har lovet at gøre lidt i Stand ved Huset .... Se, er det ikke
dejlige store Gulerødder og Pastinakker! . . . Farvel!«
.... Solen var gaaet ned. Skumringen bredte sig hurtig
ud over Egnen, og Taagen kom og hjalp til med at viske alt ud
i en flydende Ensformighed, i hvilken Eng og Mark fuldstændig
forsvandt. Hegn og Gaarde stod som mørke Spøgelser, og af
Kirken ragede kun Taarnet op. Søen skimrede hvid og rolig
genilem Taagen som et kæmpemæssigt Stykke Lærred paa Bleg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
